Foto: Thomas Lekfeldt

DF raser over, at Lars Løkke laver ’flygtningepolitik med de røde’ og truer med konsekvenser.

Lars Løkke fører flygtningepolitik med ’de røde’. Og det vil hævne sig ved kommende forhandlinger om finanslov og skat.

Sådan lyder et vredt angreb fra Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen.

»Lars Løkke har valgt at føre flygtningepolitik med de røde, og det er rigtig dumt af ham, også i forhold til de forhandlinger, der kommer. Det er en uklog beslutning, og det har chokeret os i DF. Det var aldrig sket i nullerne. Og det betyder naturligvis, at vores interesse i at være loyale over for Venstre er blevet stærkt svækket,« siger Søren Espersen.

Vil I så hævne jer?

»Ja, det kan du være overbevist om. Det vil vise sig, hvor han vil kunne mærke konsekvensen. Vi skal lave finanslov til efteråret og skattereform til foråret, og der er masser af andre ting. Netop der, hvor samarbejdet med den borgerlige regering gik godt i nullerne - udlændingepolitikken - der har Løkke valgt den anden side. Men han kan ikke både regne med en solid og loyal støtte fra os og samtidig rende rundt og lave flygtningepolitik med de røde. Det går ikke,« siger Søren Espersen.

Tilbud til Merkel

Han henviser til, at Lars Løkke har tilbudt den tyske kansler Angela Merkel at tage 1.000 ekstra flygtninge. Her krævede DF en garanti for, at de skulle sendes tilbage til hjemlandene senere. Den garanti kan de ikke få, og derfor bliver beslutningen nu effektiviseret uden DF.

»Vi er ikke interesseret i at vælte regeringer, men det er et stort problem. Venstre har været utrolig uinteresserede i at komme os i møde på præcis de to områder, der betyder allermest for os: Grænsekontrol og udlændinge. Det går ikke i længden,« siger Søren Espersen, der forudser nye bølger af flygtninge, som vil være ’katastrofale’ for Danmark.

»Hvis det ender med et ja til at opgive retsforbeholdet ved folkeafstemningen 3. december, så vil vi ikke længere kunne bestemme, hvor mange vi tager. Så vil vi blive tvunget ind i alle mulige kvoter. og de 160.000, der er kommet til Europa nu, vil kun være fortroppen,« siger Søren Espersen.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook