Selv om Dansk Folkeparti vil betale yderligere 955.000 kroner tilbage til EU, frygter partiet ikke underskud.

København. Det kan nok være, at det er mange penge. Men Dansk Folkeparti har rigeligt at tage af. Partiet er rustet til uforudsete bump på vejen.

Sådan lyder det fra Carl Christian Ebbesen, der er ansvarlig for økonomien i DF's partiorganisation, om tilbagebetalingen af støttemidler fra EU-Parlamentet.

Senest har DF meddelt, at partiet vil sende 955.210,38 kroner retur. Beløbet kommer oveni 1,6 millioner, som EU allerede har fået tilbage.

- Jeg anbefaler, at pengene bliver taget fra vores opsparing. Og dermed får det ikke nogen konsekvenser. For vi har en meget stor egenkapital.

- Landsorganisationen har en opsparing på omkring seks millioner kroner, siger Carl Christian Ebbesen.

EU's antisvindelenhed, Olaf, er i øjeblikket gang med at undersøge, om alt er foregået efter bogen i forbindelse med en række udbetalinger til Dansk Folkeparti fra EU-Parlamentet via alliancen Meld og fonden Feld.

Men Dansk Folkeparti har altså allerede besluttet at sende i alt cirka 2,5 millioner kroner tilbage.

Carl Christian Ebbesen forventer ikke, at partiet får underskud i 2016 på grund af tilbagebetalingen.

Og han er overbevist om, at Dansk Folkeparti har råd til at føre valgkamp, hvis der skulle blive udskrevet folketingsvalg i nær fremtid.

- Vi har valgt at have en bundsolid økonomi i Dansk Folkeparti. Derfor har vi en stor opsparing til at imødegå ekstraordinære situationer, siger han.

Partiets gruppeformand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen, og tidligere EU-gruppeformand Morten Messerschmidt har begge meldt ud, at de vil betale hver deres del af regningen.

Carl Christian Ebbesen ved endnu ikke, hvor stor en del af det samlede beløb partikassen ender med at betale.

Han understreger, at pengene til EU-Parlamentet først kan tages fra landsorganisationens konto, når partiets revision og Folketingets administration har godkendt det.

Ud over at være ansvarlig for Dansk Folkepartis partikasse er Carl Christian Ebbesen næstformand i partiorganisationen samt kultur- og fritidsborgmester i København.

/ritzau/