Politiet skal have flere midler til at slå til mod menneskesmuglere, der krydser den dansk-tyske grænse.

Sådan lyder det fra Socialdemokraterne, og meldingen får Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til at vejre morgenluft.

Partiet har længe ønsket en strammere grænsekontrol for at dæmme op for den stigende strøm af flygtninge og immigranter, og Socialdemokraternes nye melding er et skridt på vejen, lyder det.

Læs også:

»Det er positivt, at Socialdemokraterne nu vil være med til mere grænsekontrol. Det har jo været en langvarig strid om, hvorvidt grænsekontrol har virket. Der synes jeg, det er godt, at Socialdemokraterne tilslutter sig det synspunkt, som de jo ikke har haft tidligere,« siger Peter Skaarup.

Han henviser til, at Socialdemokraterne ved regeringsskiftet i 2011 skrottede VK-regeringen og Dansk Folkepartis aftale om øget grænsekontrol.

Aftalen gik ud på at udstationere toldere ved den dansk-tyske grænse, Øresundsforbindelsen samt ved havne og lufthavne. Grænsekontrollen udløste kritik fra flere sider i EU for at være i strid med princippet om fri bevægelighed inden for Schengen-samarbejdet. Men nu erklærer Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen sig klar til at skrue op for grænsekontrollen og give flere ressourcer til politiet i Syd- og Sønderjylland til at kunne tage kampen op med det stigende antal menneskesmuglere.

Læs også:

Trine Bramsen mener, at kontrollen bør gå »lige til grænsen i forhold til Schengen-reglerne«.

Peter Skaarup er overbevist om, at det kan lade sig gøre at skrue op for grænsekontrollen inden for Schengens rammer.

»Vi så helst, at der er både toldere og betjente på selve grænsestregen. Det vil kunne stoppe illegale personer, menneske- og narkosmuglere, illegale fødevarer og så videre. Hvis man mener, man skal holde sig inden for Schengen, så kan man ikke have politi på grænsestregen, men kun stikprøvevis toldere. Men så må vi tage det næstbedste, indtil vi kan få det bedste, som efter vores opfattelse er både toldere og betjente på grænsen,« siger Peter Skaarup.

Sagen om øget grænsekontrol kommer på den politiske dagsorden, når partierne på Christiansborg til efteråret skal drøfte en ny økonomiaftale for politiet.