Da regeringsmagten skiftede hænder ved valget i juni, betød det også, at en række herboende udlændinge, der stod til at få dansk statsborgerskab, nu måske ikke får det alligevel.

Deres sager skal nemlig genoptages i Indfødsretsudvalget, der nu har et flertal af borgerlige medlemmer, skriver Politiken onsdag, og det glæder Dansk Folkeparti sig over.

»Vi mener, det er fuldstændigt rimeligt, at sagerne bliver genoptaget,« siger indfødsretsordfører Christian Langballe (DF), der også er formand for udvalget, til Berlingske Nyhedsbureau.

Læs også:

Ansøgningerne om dispensation behandles enkeltvis i Indfødsretsudvalget, hvor flertallet afgør, om den enkelte ansøger skal have dansk statsborgerskab.

Kender du en, der risikerer at få afslag? Så hører vi gerne fra dig på 1929@bt.dk

En række herboende udlændinge har i løbet af årets første seks måneder fået et brev om, at de stod til at få statsborgerskab til oktober, men midt i valgkampen ændrede Justitsministeriet pludselig ordlyden i disse breve, så der stod, at ansøgerne ville få statsborgerskab, »såfremt de nugældende retningslinjer ikke ændres«, skriver Politiken.

Det er det forbehold, det nye flertal i udvalget nu vil benytte sig af, og med et borgerligt flertal er der en øget sandsynlighed for et afslag til ansøgerne.

Læs også:

Men det ser Christian Langballe intet problem i.

»Vi var gerne gået længere, for der er nogle sager, som ikke bliver genoptaget. Vi vil ville gerne have genoptaget dem alle sammen,« siger han.

Dansk Folkeparti mener, at den tidligere regering har været alt for rundhåndet med uddelingen af statsborgerskaber. Ifølge Christian Langballe er der blevet uddelt mange statsborgerskaber til folk, der »efter Dansk Folkepartis bedste overbevisning slet ikke har fortjent det.«

»Der har været et flertal bestående af den gamle regering og Enhedslisten, som bare har delt dispensationer og statsborgerskaber ud til folk, der ikke har gjort sig kvalificerede til det. Der har vi sagt, at vi ikke vil være med til det. Derfor synes vi, det er rigtig fint, at de sager bliver genoptaget,« siger han.

Spørgsmål: Men hvorfor holder I ikke bare fast i, at Indfødsretsudvalget allerede har besluttet at give ansøgerne dispensation?

»Jamen, prøv nu lige at høre her. Vi i Dansk Folkeparti har sagt nej til de sager her én gang. Vi har sagt nej til sagerne, og vi har sagt nej til lovforslaget, fordi de her sager var på. Derfor kan vi selvfølgelig godt gøre det. Vi har ikke foregivet, at vi nogensinde ville sige ja til de her sager,« siger Christian Langballe.