Danskere skal have østeuropæeres arbejde, ikke flygtninge, siger Dansk Folkeparti efter udmelding fra S og SF.

København: Det er "helt sort", hvis flygtninge skal overtage andre udlændinges arbejde i Danmark.

Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti, efter at Socialdemokraterne og SF har opfordret til, at flygtninge sendes ud i stillinger, som østeuropæere i dag bestrider.

- Der er danskere og herboende indvandrere, der vil blive skubbet endnu længere væk fra arbejdsmarkedet, hvis man satser på, at østeuropæere skal ud, og til gengæld skal flygtninge overtage deres job, siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF).

Flygtninge skal blive på de centre, hvor de bor, og være beskæftiget der, mener han.

- Der er jo en masse arbejde, der skal udføres. Der er praktisk arbejde, som de kan hjælpe med, siger Martin Henriksen og fortsætter:

- I øvrigt kan nogle af dem opkvalificeres og undervises i for eksempel engelsk, og hvordan man kan starte en virksomhed op i hjemlandet.

Socialdemokraternes integrationsordfører, Dan Jørgensen, mener, at job i blandt andet hotel- og restaurationsbranchen og landbruget lige så godt kan varetages af flygtninge som af anden udenlandsk arbejdskraft.

Og derfor skal det være et centralt emne ved de kommende trepartsforhandlinger. Samme holdning har SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge.

/ritzau/