Dansk Folkeparti er på vej med et endnu mere yderligtgående forslag end andre partier for at stoppe hellige krigere, der vil kæmpe for Islamisk Stat.

De skal helt have frataget deres statsborgerskab. Også hvis de ikke har noget andet statsborgerskab at falde tilbage på, skal deres tilknytning til Danmark fjernes, oplyser DF’s gruppeformand Peter Skaarup.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) vil tage passet fra dem. Og Venstre har talt om at tage statsborgerskabet fra dem, men kun hvis de har et andet statsborgerskab at falde tilbage på.

- Men det handler jo kun om dem, der ikke er statsborgere. Hun vil ikke gøre noget ved dem, der har fået tildelt dansk statsborgerskab ved lov. Vi tolker konventionen sådan, at vi kan tage det fra dem. Nogle vil nok mene, det er i strid med konventionen, men vi synes, man skal gøre det alligevel, siger Peter Skaarup.

PET vurderer, at omkring 100 danskere har været i Syrien for at kæmpe og er vendt tilbage. Terrorforskeren Magnus Ranstorp vurderer, at de sociale medier fungerer som en glimrende hvervnings-platform for islamistiske grupper. Folk kan sidde derhjemme om blive mere og mere radikaliserede.

- Du kan så let som ingenting finde materiale om Al Qaeda, der ligger tilgængeligt på sociale medier. Så sidder de hjemme på sofaen og bliver optaget af hele situationen, og så er der ikke langt fra tanke til handling, siger Magnus Ranstorp til tv2.dk.