DF har fået nok af stramninger
Der er ikke brug for yderligere stramninger af udlændingepolitikken, mener Dansk Folkeparti. Vælgerne bekymrer sig mere om økonomi og socialpolitik, konstaterer politisk kommentator Hans Engell.
Der er ikke brug for yderligere stramninger af udlændingepolitikken, mener Dansk Folkeparti. Vælgerne bekymrer sig mere om økonomi og socialpolitik, konstaterer politisk kommentator Hans Engell.
Efter 10 år med stramninger har Dansk Folkeparti nået sit mål på udlændingeområdet. Partiet vil ikke længere arbejde for skærpede regler, men i stedet fokusere på at fastholde de lovændringer, der blev vedtaget under den tidligere VK-regering.
Meldingen kommer fra både partitoppen og fra det politiske bagland. Et flertal blandt lokalformændene siger ifølge en rundringning foretaget af Ugebrevet A4, at Dansk Folkeparti bør arbejde for at bevare den nuværende udlændingepolitik.
Kun hver tredje af de 25 adspurgte lokalformænd mener, at der er brug for at skærpe lovgivningen yderligere.
- Vi er nået til et punkt, hvor vi ikke behøver yderligere stramninger af udlændingepolitikken. Desværre ser det ud til, at den nye regering ønsker at fjerne nogle at de regler, som vi har kæmpet for, og det er naturligvis utilfredsstillende, siger lokalformand Jan Schrøder fra Fredericia til Berlingske Nyhedsbureau.
Ingen af de adspurgte lokalformænd mener, at der er brug for at lempe udlændingepolitikken. Men der kan være enkelte regler, der har brug for et eftersyn, mener Fredericia-formanden.
- Jeg vil gerne indrømme, at man måske burde kigge på pointsystemet. Man skal ikke fjerne det, men derimod slibe det til, så særlige grupper ikke kommer i klemme i systemet, siger Jan Schrøder.
I DF-ledelsen er der tilfredshed med holdningen i baglandet, som matcher partiets nye linje.
- Det harmonerer meget godt med det, som vi mener i folketingsgruppen. Vi vil gerne fastholde det nuværende niveau, altså før regeringen begyndte at lempe, siger næstformand Peter Skaarup til Ugebrevet A4.
Han vurderer, at partiet forud for det seneste valg fik gennemført så tilstrækkelige ændringer i udlændingepolitikken, at nye stramninger på området ikke ligger lige for.
Ifølge politisk kommentator Hans Engell er det helt naturligt, at Dansk Folkeparti nu afstår fra at kræve yderligere stramninger. Det er et udtryk for den nye dagsorden, der præger europæisk politik som en konsekvens af den økonomiske krise.
- I det sidste årti har det handlet om udlændinge- og retspolitik. Nu bekymrer vælgerne sig mere om beskæftigelse og social sikkerhed. Det gælder også DF-vælgerne, siger Hans Engell.
Selv om det på overfladen kan ligne et nederlag, når et parti vælger at skubbe sin store mærkesag i baggrunden, er det ikke nødvendigvis tilfældet, mener den tidligere toppolitiker.
- Det er en sejr i den forstand, at DF har formået at ændre dansk politik, så næsten alle partier nu har en stram linje på udlændingeområdet. Den nye regering har overtaget den gamle regerings politik, og de lempelser, der gennemføres inden for udlændingepolitikken, er kun symbolske, siger Hans Engell, der understreger, at Dansk Folkeparti ikke vil opgive sin mærkesag helt og aldeles.
- De vil stadig være meget opmærksomme på enkeltsager, hvor udlændinge er involveret - for eksempel hvis en udenlandsk bande begår hjemmerøveri. De slipper ikke den stramme linje, fastslår han.
I regeringspartiet SF vil integrationsordfører Anne Baastrup se tiden an, før hun bedømmer DFs udspil.
- Jeg er forbløffet over omfanget af de stramninger, der blev indført under den tidligere regering, så hvis Dansk Folkeparti har tænkt sig at føre en mere anstændig politik, er jeg da kun glad, siger hun.