Det er godt nyt, at udenrigsminister Martin Lidegaard har bedt USA om at suspendere udbuddet af servicekontrakten på Thulebasen, mener Dansk Folkepartis grønlandsordfører, som samtidig giver Lidegaard skylden for at have »forkludret sagen«.

Det er en glædelig nyhed, at udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har lyttet til et flertal udenom regeringen og bedt USA om at sætte det omstridte udbud af servicekontrakten på Thulebasen i bero, indtil der er fundet en løsning mellem USA, Grønland og Danmark.

Det mener Dansk Folkepartis grønlandsordfører, Søren Espersen (DF), efter Martin Lidegaard på et møde med den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, har bedt amerikanerne suspendere udbuddet.

»Jeg håber, at hele sagen, som har været en katastrofe fra begyndelsen, ender på en måde, så grønlænderne og danskerne igen får glæde af det civile arbejde på Thulebasen,« siger Søren Espersen.

»Jeg tror givetvis, at amerikanerne vil modtage det her med interesse,« tilføjer han med henvisning til, at amerikanerne ifølge Jyllands-Posten faktisk selv henvendte sig til det danske udenrigsministerium for at klarlægge, hvorvidt skuffeselskabet Exelis Services, der vandt udbuddet af kontrakten på 2,4 milliarder kroner, og som er ejet af amerikanske Vectrus, kunne betegnes som et udenlandsk datterselskab.

»Det er Udenrigsministeriet, der har ansvaret for, at det her er gået galt. Amerikanerne har oven i købet vist sig meget imødekommende i forhold til, at det civile arbejde på Thulebasen skulle blive på dansk/grønlandske hænder. Udenrigsministeren har forkludret sagen, og derfor er det også godt, at han nu forsøger at rette op på sine egne fejl,« siger Søren Espersen.

Flertallet udenom regeringen bestående af de blå partier, Enhedslisten, de grønlandske folketingsmedlemmer fra Inuit Ataqatigiit (IA) og løsgængeren Uffe Elbæk har ønsket, at udbuddet blev sat i bero »indtil det klart kan dokumenteres, at de indgåede aftaler mellem Rigsfællesskabet og Danmark overholdes«.

»Det behøver ikke at tage lang tid. Jeg tror, amerikanerne vil have forståelse for, hvor utrolig vigtig denne her kontrakt er for det grønlandske samfund og den skrantende grønlandske økonomi,« siger Søren Espersen.

Også Enhedslisten roser udenrigsministeren for at sætte processen i bero.

»Udenrigsministeriets håndtering af sagen har indtil nu langt fra været tilfredsstillende. Men med det skridt, som udenrigsministeren tager nu, er der håb om, at vi kan komme tilbage på sporet og sikre, at Grønland får det samme udbytte af Thulebasen, som de hidtil har haft,« siger partiets grønlandsordfører, Finn Sørensen (Ø).

Martin Lidegaard afventer nu amerikanernes svar, oplyste han til finans.dk torsdag.