Hvis Helle Thorning-Schmidt virkelig mener det, når hun siger, at hun vil ændre dagpengesystemet, hvorfor gør hun det så ikke, undrer Dansk Folkepartis gruppeformand sig.

Dansk Folkeparti giver ikke meget for Helle Thorning-Schmidts (S) melding om, at regeringen vil have et nyt dagpengesystem. Og statsministeren scorer heller ikke mange point for at forkorte dagpengekommissionens deadline med tre måneder.

»Jeg tror ikke, at det får nogen betydning, for det interessante er nu og her. Hvad kan vi gøre? Og Helle Thorning-Schmidt er statsminister, så hvad ligger mere lige for end at indkalde de partier, der er positive over for at finde en løsning?« siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup (DF).

Kort inden statsministerens melding fra Socialdemokraternes kongres i Aalborg havde Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), fra partiets årsmøde i Herning opfordret regeringen til at kalde til dagpengeforhandlinger snarest muligt. Og det ændrer Helle Thorning-Schmidts melding ikke på.

»Jeg forstår ikke et pluk af, hvorfor man taler om, at det skal være et valgkampsspørgsmål eller noget i 2016. Det er Socialdemokraterne, der sidder på regeringsmagten, og så gælder det altså om at bruge den,« siger Peter Skaarup og understreger:

»Vi behøver ikke vente halvandet år på at finde en løsning for genoptjeningskravet, for det ligger lige for.«

Dansk Folkeparti har i flere omgange foreslået at halvere genoptjeningskravet fra et år til et halvt for at finde en løsning for dem, der er faldet ud af dagpengesystemet.

»Når der ikke er så mange job, så er det godt, hvis man kan halvere den periode, der skal til, før man igen kan træde ind i dagpengesystemet,« siger Peter Skaarup.

Han pointerer, at regeringen, hvis den besluttede sig for finde en hurtig løsning, ikke burde få problemer med at finde et flertal.

»Socialdemokraterne vil få støtte fra Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti. Så er det bare med at komme i gang,« lyder opfordringen igen fra Herning mod Aalborg samt Nyborg, hvor det andet regeringsparti, de Radikale, også er samlet til årsmøde i weekenden.