Dansk Folkeparti vil forsøge at komme uden om den konvention, der betyder, at man ikke kan fratage mennesker det danske statsborgerskab, hvis personen ikke har et andet statsborgerskab.

Man må ikke gøre folk statsløse. Derfor kan man ikke bare sådan uden videre fratage Syrien-krigere deres danske statsborgerskab, som både Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti har foreslået.

Men det må da kunne lade sig gøre, mener Dansk Folkepartis retsordfører og gruppeformand, Peter Skaarup (DF).

»Derfor vil Dansk Folkeparti i den kommende folketingssamling stille lovforslag om, at hellige krigere kan fratages deres statsborgerskab, uanset om har et andet statsborgerskab at falde tilbage på eller ej,« siger han ved Dansk Folkepartis årsmøde i Herning.

Danmark har skrevet under på en FN-konvention, som betyder, at man ikke må fratage en borger statsborgerskabet, hvis han eller hun ikke har andet statsborgerskab.

»Undskyld jeg siger det så direkte, men ærligt talt: Styr lige de konventioner,« siger Peter Skaarup.

Gruppeformanden understreger, at anklagede naturligvis skal have en fair rettergang.

»Men fanatiske islamistiske halshuggere har altså ikke automatisk krav på dansk statsborgerskab, uanset om de så er født her. Vælger du Islamisk Stat, så rejs derud og bliv der. Ikke noget med at komme rendende hjem som en kryster og gemme sig bag de søde FN-konventioner for at nyde godt af den danske velfærdsstat,« siger Peter Skaarup.

Regeringen præsenterede fredag en plan for forebyggelse af radikalisering, som blandt andet omfatter muligheden for at inddrage af pas og udrejseforbud til personer, man mistænker vil rejse i krig.