Det er vand på Dansk Folkepartis mølle, at udlændingeminister Inger Støjberg nu vil have genbehandlet 2.750 ansøgninger om dansk statsborgerskab.

Dansk Folkeparti roser udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) for meldingen om, at hun vil tidoble antallet af udlændinge, der skal have genbehandlet deres ansøgning om at få statsborgerskab på dispensation.

»Jeg synes, det er det eneste rigtige. Vi har hele tiden ment, at man ikke skal kunne få dispensation, hvis man eksempelvis ikke kan tale dansk. Derfor synes vi, det er glimrende,« siger indfødsretsordfører Christian Langballe (DF).

Forventningen har hidtil været, at 255 udlændinge ville få deres ansøgninger genbehandlet. Men nu siger Inger Støjberg til Politiken, at hele 2.750 sager om statsborgerskab skal genoptages på grund af regeringsskiftet, selv om hovedparten allerede har modtaget brev om, at de er optaget på lovforslaget, der vil give dem statsborgerskab.

Liberal Alliance mener, det er uanstændigt, men Dansk Folkepartis indfødsretsordfører forstår ikke kritikken.

»Sagen er, at der har siddet et rødt flertal, der stort set har sagt ja til alle dispensationssager, der har været, og bare kørt dem i gennem. Det har været uansvarligt og uanstændigt. Det at give statsborgerskab til folk, der ikke kan dansk, er hul i hovedet,« siger Christian Langballe, der vurderer, at hovedparten af de sager, der nu skal genoptages, er udlændinge, der ikke taler og forstår dansk.

Sprogfærdigheder er en forudsætning for at kunne få dansk statsborgerskab, mener han.

»Vi har sagt, at det er afgørende for os, at de folk, der får statsborgerskab, er velintegrerede. At de kan selv tale og skrive dansk. Det er en helt naturlig forudsætning, mener jeg, og jeg forstår ikke, at man kan så tvivl om det,« siger Christian Langballe.

Han undrer sig også over, at Liberal Alliance ikke vil være med til at genbehandle de 2.750 sager.

»Jeg synes, det er enormt ærgerligt, at Liberal Alliance ikke vil være med, fordi jeg regnede med, at vi var enige om ikke at give statsborgerskab til folk, der ikke taler dansk,« siger Christian Langballe.

Spørgsmål: Er det DF, der har lagt pres på Støjberg for at tidoble antallet af sager, der skal genbehandles?

»Hun har jo sin egen holdning og vilje, så det er noget, hun selv har foretaget sig. Men vi har da gjort, hvad vi kunne,« siger Christian Langballe.