Justitsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke ændre lovgivningen, så den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir kan forbydes at bruge kommunale bygninger. Skuffende mener, DF-borgmester.

Den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir kan blive ved med at leje sig ind i Københavns Kommunes idrætshaller og kulturhuse for at holde arrangementer og møder. Justitsminister Mette Frederiksen (S) har ikke planer om at ændre lovgivningen på nuværende tidspunkt, fordi der ikke er grundlag for det. Det skriver hun i et svar til Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

I svaret gør Mette Frederiksen det klart, at kommunerne selv har mulighed for at gøre noget for eksempel at beslutte, at bestemte kommunale lokaler ikke skal være åbne for alle.

Men Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) er stadig ikke tilfreds med ministerens svar.

»Det er dybt skuffende og ikke mindst bekymrende, at justitsministeren giver Hizb ut-Tahrir grønt lys til fortsat at leje kommunens lokaler. Vi taler om en islamistisk organisation, som vil omstyrte vores samfund, går ind for et kalifat og har opfordret muslimer til ikke at tage afstand fra terrorangrebet i København,« siger Carl Christian Ebbesen.

I svaret forklarer justitsministeren, at det er en sag, hvor mange af punkterne ikke hører under ministeriets ansvarsområde. Dog slår hun fast, at hun er enig i »at tage afstand, hvis organisationer som Hizb ut-Tahrir anvender offentlige lokaler til at opfordre til tilslutning om sharia, kalifater og lignende«.

Det er ikke nok for Carl Christian Ebbesen (DF).

»Det klinger hult, når Socialdemokraterne på én og samme tid kritiserer Hizb ut-Tahrir og taler om forbud, men ikke engang er villig til at hjælpe kommunerne med at nægte organisationen adgang til kommunale lokaler. Der er brug for handling nu – ikke mere snak,« siger Carl Christian Ebbesen.

Justitsministeren skal tirsdag i samråd om muligheden for at forbyde Hizb ut-Tahrir i Danmark. Berlingske Nyhedsbureau arbejder på at få en kommentar fra Mette Frederiksen.