Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) har erklæret sig parat til at se på muligheden for, at landets gymnasier kan undervise i fremmedsprog, som ikke er på skemaet i dag. For eksempel tyrkisk.
Den idé splitter de borgerlige.
Venstre mener, at et sprog som tyrkisk er så vigtigt, at gymnasierne skal have lov til at undervise i det. Derfor undrer uddannelsesordfører Peter Juul Jensen sig over, at Københavns Private Gymnasium har fået nej til ønsket om at undervise i tyrkisk.
- Uddannelsesinstitutionerne har en pligt til at forberede de unge mennesker på det arbejdsmarked, som de skal ud at agere i. Tyrkiet kommer til at spille en afgørende rolle i fremtiden, og derfor bør man give gymnasierne lov til at undervise i tyrkisk som 2. fremmedsprog, siger han til Altinget.
Dansk Folkeparti afviser tanken og mener, at Venstres kurs kan bringe samarbejdet mellem de to borgerlige partier i fare.
- Venstre er på en farlig kurs og bringer det gode samarbejde med Dansk Folkeparti i fare. Vi skal ikke tilbage til den multikulturelle kurs fra 1990erne, skriver uddannelses- og kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.
Han mener, at Venstre fuldstændig har misforstået, hvad sagen handler om.
- Peter Juul Jensen er virkelig ude på et skråplan, når han kan foreslå dette. Tyrkisk er jo ikke et fremmedsprog for tyrkiske elever på et tyrkisk privatgymnasium, men et modersmål. Gymnasieelever skal vælge et fremmedsprog, ikke et modersmål. Han roder simpelthen tingene sammen. Når et enkelt tyrkisk privatgymnasium vil have tyrkisk som andetsprog, er grunden jo et ønske om at isolere sig og bevare ghettomentaliteten, siger Alex Ahrendtsen.