Presset på socialminister Annette Vilhelmsen (SF) stiger inden dagens samråd, hvor hun skal forklare, hvorfor Huset Zornig fik hjælp af ministeriets embedsmænd til at søge en millionpulje.

Ministeren har indrømmet, at ansøgerfeltet er blevet forskelsbehandlet, og det er ikke godt, understreger Dansk Folkeparti.

»Enhver ansøger til en pulje skal behandles på samme vilkår, uanset om man er kendt eller ej, eller om man er en stor eller lille organisation. Derfor synes jeg, det er meget problematisk, at ministerens gode hjerte nok er løbet af med hende, og at hun derfor har givet en million kroner til et bestemt projekt,« siger socialordfører Karin Nødgaard (DF).

Spørgsmål: Er Annette Vilhelmsens sag værre eller bedre end Morten Bødskovs?

»Det er svært at gå ind og kategorisere, men jeg vil sige, at en minister skal tjene Folketinget uanset, hvilken ministerpost man har. Det er vigtigt, at ministeren overholder reglerne og taler sandt, og det vil jeg slå fast over for samtlige ministre, som jeg skal samarbejde med,« siger Karin Nødgaard.

Spørgsmål: Har Dansk Folkeparti tillid til Annette Vilhelmsen?

»Jeg ser frem til samrådet og den redegørelse, hun vil komme med, så vi kan få belyst, hvad der egentlig er foregået, og så må vi tage den derfra. Der er ikke andet for, og det er en alvorlig sag,« siger Karin Nødgaard.

De Konservative kræver Annette Vilhelmsen fyret, men Enhedslisten, som har magten til at fyre socialministeren, vil ikke tage stilling inden onsdagens samråd med ministeren.