Det er ikke sikkert, at næste år byder på de 0,8 procent vækst i det offentlige, som DF prædikede i valgkampen. Men det er heller ikke nødvendigvis afgørende, siger Kristian Thulesen Dahl.

Som det første parti er Dansk Folkeparti fredag morgen indbudt til møde om næste års finanslov hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Og det er med klare krav, DF-formand Kristian Thulesen Dahl (DF) er mødt op:

»At vi får højnet vores sundhedsvæsen, at vi får bekæmpet overbelægning på sygehuse, at vi får sikret en ordentlig ældrepleje, og at vi får et politi, der kan håndtere alle de udfordringer, vi beder det om at håndtere. Det kan det ikke i dag - der er alt for få politibetjente. Alt det, der skal skabe tryghed - det er nogle af de ting, der betyder meget for Dansk Folkeparti,« siger han.

Op til valget lød det fra Dansk Folkeparti, at der var behov for en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent. Det er et stykke over SR-regeringens 0,6 procent og endnu længere fra Venstre-regeringens udgiftsstop, også kaldet nulvækst - for ikke at nævne Liberal Alliances minusvækst. Men nu står Dansk Folkeparti ikke længere så stejlt på procenterne.

»Vi siger, at det ikke er sikkert, at man når 0,8 procent realvækst i 2016. Men det er heller ikke nødvendigvis det afgørende for, om vores prioriteringer kan løftes. Det kommer an på, om man så kan finde pengene på udviklingsbistand, indvandring til Danmark og de øvrige omprioriteringer i finansloven. Kan man det i tilstrækkeligt omfang, så man løfter vores prioriteringer, så kan det godt være tilfredsstillende,« siger Kristian Thulesen Dahl og tilføjer:

»Vi går ikke herind med et ultimativt krav om, at hvis væksten ikke hedder 0,8 procent i 2016, så kan vi ikke være med. Det er en samlet vurdering af, om vi trækker i den retning, vi ønsker. Og om vi kan se, at vi kommer tættere på det, vi lovede i valgkampen.«

Han udpeger sundhedsområdet, de ældre og politiet som tre af de ting, der kan gå hen og blive de famøse knaster i forhandlingerne.

Spørgsmål: Hvor meget skal I have, før I vil være med til en finanslov?

»Nu ligger der jo i regeringens forslag en masse omprioriteringer, hvor man finder penge rundt omkring fra. Og det er klart, at der måske er nogle enkelte af de ting, vi ikke er helt varme på. Men skal vi være med til at tage ansvar for de ting, så skal vi være sikre på, at pengene bruges på de rigtige ting. Og dermed bruges på at løfte Dansk Folkepartis kerneområder,« siger DF-formanden.