Endnu en markant SFer vender nu sit parti ryggen.

Efter en tumultarisk periode for partiet, der torsdag i sidste uge trådte ud af regeringen, forlader Ole Sohn SF for at søge om optagelse i Socialdemokraternes folketingsgruppe. Han er dermed den tredje profil, der har forladt partiet på kort tid.

»Jeg støtter fortsat regeringen. Nu er SF slået ind på en ny kurs, så er det logisk for mig at finde en form, hvor jeg fortsat kan støtte regeringen. Derfor har jeg her til morgen meldt mig ud af SF og meldt mig ind i Socialdemokraterne. Og nu søger jeg så optagelse i den socialdemokratiske folketingsgruppe,« siger Ole Sohn til Jyllands-Posten.

Han forklarer, at han har overvejet situationen siden sidste uge, hvor SF som følge af dyb intern splittelse over salget af DONG-aktier til Goldman Sachs forlod regeringen.

»Jeg har været med til at bygge det SF op, som lykkedes med at samle den daværende opposition, så vi kunne få regeringsmagten. Og jeg har været med til at udarbejde regeringsgrundlaget. Jeg føler stadig loyalitet over for regeringen og regeringsgrundlaget,« siger Ole Sohn.

Ole Sohn var forsvarsordfører for SF, og han har tidligere siddet som erhvervs- og vækstminister fra oktober 2011 til oktober 2012.

Han var særdeles skarp i mæglet på dagen for SFs udtræden af regeringen på baggrund af en beslutning, han ikke var enig i.

»Det er det mest pinlige og latterlige, jeg har været med til,« sagde han.

»Jeg synes, det er sørgeligt. At tænke på det arbejde, der har været brugt på at skabe et venstreorienteret parti, som ville indflydelsen og turde tage ansvaret,« lød det fra Ole Sohn.

Siden SFs farvel til regeringen har også den tidligere sundhedsminister Astrid Krag (S) forladt SF til fordel for Socialdemokraterne, mens tidligere miljøminister Ida Auken (R) har forladt partiet til fordel for de Radikale.

I torsdags fortalte TV2 News også, at Ole Sohn var på vej til at skifte til Socialdemokraterne. Det afviste han på det tidspunkt. Til BT sagde han da:

- Det er en and (en usand historie, red.). Jeg har ikke sagt til nogen, at jeg er på vej nogen steder hen, siger han.

BNB/tst