Den socialdemokratiske folketingsgruppe har igen vendt ryggen til og isoleret statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Det skete i begyndelsen af ugen, da Leif Lahn blev udpeget til ny gruppeformand.

Helle Thorning-Schmidt ville have tidligere justitsminister Morten Bødskov på posten. Men det ønskede ingen andre. Heller ikke Bødskovs tidligere ven Henrik Sass Larsen.

Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov var hovedmændene, der bragte Helle Thorning-Schmidt til magten i 2005. Men Sass fik ingen hjælp fra Bødskov, da han faldt i unåde på grund af rockersagen. Og Bødskov fik ingen hjælp fra Sass, da han blev væltet som justitsminister, fordi han havde løjet for Folketingets Retsudvalg.

Da det via sonderinger i gruppen viste sig, at der var massiv modstand mod Bødskov, bragte ledelsen tidligere fødevareminister Mette Gjerskov på banen. Men heller ikke hende var der flertal for. Derfor endte det med Leif Lahn, der er havnearbejder, men hører hjemme i ’Morgenmadsklubben’, som bestyres af Henrik Sass.

Kilder i gruppen siger desuden, at Sass ønsker Leif Lahn, fordi han er nemmere at styre og kontrollere end Bødskov og Gjerskov. Og formændene for de to andre kaffeklubber, ’Netværkets’ hovedperson, justitsminister Mette Frederiksen, og ’Rustbankernes’ hovedperson, boligminister Carsten Hansen, gør angiveligt som Sass siger, fordi de gerne vil være på god fod med ham.

I øvrigt siger kilder, at det var ’Morgenmadsklubbens’ tur til at få en post, og så ligger det jo lige for, at det er Sass, der bestemmer det også.

Topfolkene i kaffeklubberne står lidt afventende tilbage, efter at det til deres overraskelse viste sig, at Helle Thorning-Schmidt alligevel ikke fik et topjob i Bruxelles, og at de nok er nødt til at gå til valg med hende som formand. Topfolkene havde været temmelig langt fremme i planlægningen af magtdelingen efter Thorning, da det pludselig viste sig, at der ikke er nogen magt at dele lige nu.

Der er dog også folk i gruppen, der er trætte af Sass Larsens topstyring. Vreden fra mange i gruppen, der lige nu hagler ned over Mette Reissmann, efter at hun har kaldt flygtninge for ’uønskede gæster’, menes at være en slags kritik af Sass’ linje pr. stedfortræder. Og kritikken af Reissmann, der selv har offentliggjort, at hun er Thorning-støtte, er ifølge kilder i ’Morgenmadsklubben’ orkestreret i ’Netværket’.