Helle Thorning-Schmidt er mere end "bare et pænt ansigt", skriver internationale medier om det danske valg.

Det danske folketingsvalg får masser af spalteplads i internationale medier.

Ganske mange aviser, tv-kanaler og nyhedsbureauer fokuserer på, at Helle Thorning-Schmidt skriver danmarkshistorie som landets første kvindelige statsminister.

- Den danske oppositionsleder hentede en historisk sejr torsdag som leder af den venstre-hældende blok og står til at blive landets første kvindelige statsminister, skriver det tyske nyhedsbureau DPA.

Den norske radio- og tv-station NRK bringer en malerisk reportage fra den socialdemokratiske valgfest på Vega i København, hvor Thorning blev "hyldet til trampeklap og øredøvende jubel".

- Da Lars Løkke Rasmusen ved 23.30-tiden erkendte nederlaget, brød jublen løs og "We will rock you" dundrede ud af højttalerne, skriver NRK's udsendte reporter.

Det franske nyhedsbureau AFP kalder Helle Thorning-Schmidt for en "konsensusbygger", der er "mere end bare et pænt ansigt".

- Trods et poleret og velhavende image er hun blevet den naturlige leder af det traditionelle arbejderparti, lyder det.

AFP skriver i deres portræt, at Thorning har et rygte for at være hård i filten, men alligevel er en "dygtig holdspiller".

I sin nyhedshistorie om det danske valg skriver finanstjenesten Bloomberg, at Thorning bliver statsminister "efter løfter om at bruge flere penge".

- Socialdemokraterne ender et årti med liberalt-konservativt styre efter løfter om, at velhavende skal betale mere for bedre skoler og hospitaler, lyder det.

- Den nye regering har forpligtet sig til at bruge 21 milliarder kroner mere om året på velfærd end Rasmussen-blokken, tilføjer journalisterne på Bloomberg

Nyhedstjenesten udråber Danmark som "den dårligst præsterende økonomi" i Skandinavien og peger på de bekymrende danske væksttal, som lader meget tilbage at ønske, lyder det.

/ritzau/