»Det er klar tale om fællesskabets styrke over for højrefløjens ønske om nulvækst og nedskæringer i vores velfærd. Ønsket om et solidarisk Danmark, hvor vi blandt andet giver de ældre en tryg alderdom. Det var godt igen at få slået fast, at der er langt fra regeringens visioner for den offentlige sektor til Venstres golde og uambitiøse nulvækst. Og det varmede med en genopfriskning og påskønnelse af mange danskeres aktive kamp mod apartheidstyret i Sydafrika, hvor venstrefløjen herhjemme jo gik i front,« udtaler SFs politiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen.

»Jeg synes generelt, at der i talen var en mangel på helt konkrete tiltag, der kan skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Der blev varslet vækstinitiativer i 2014 og det er godt. Men hun burde allerede nu melde konkrete tiltag ud. Derfor burde hun have tilkendegivet, at der er i den kommende tid skal ske reformer, der sænker det danske skattetryk, der er er det højeste i OECD, ligesom der er brug for yderligere reformer af kontanthjælp og dagpenge. Og konkret kunne hun have meldt ud, at der gennemføres en vækstplan, der er skåret over samme læst som den gode vækstplan hun i 2013 gennemførte med de borgerlige,«, siger CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen.

»Jeg tror desværre, Thorning har givet op. Hun håber på et opsving, men har ingen konkrete forslag til, hvordan hun selv vil skabe mere vækst i Danmark. Hun talte vagt om en ny vækstpakke, men indholdet kender vi ikke, og hendes eneste konkrete planer i talen var at bruge endnu flere penge i verdens største offentlige sektor,« siger Anders Samuelsen (LA), formand for Liberal Alliance.

»Sidste år var lærerne folkeskolens hjerte. Aldrig har nogen behandlet et hjerte så dårligt. Tag ansvar Helle Thorning-Schmidt« skriver Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening på Twitter.

»Regeringen fortjener ros for at ville fortsætte med at forbedre vilkårene for erhvervslivet i 2014. Vi har endnu ikke indhentet den tabte konkurrencekraft, og vi har udsigt til store offentlige underskud på den anden side af 2020. Det er kun et stærkt erhvervsliv, som kan være med til at vende den udvikling,« siger administrerende direktør Jens Klarskov, Dansk Erhverv.

»Regeringen har gennemført en dagpengereform, som betyder, at 34.000 mennesker er røget ud af dagpengesystemet i løbet af 2013. Heriblandt flere tusinde offentligt ansatte som f.eks. pædagoger, som nu kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk. Derfor klinger det lidt hult, når statsministeren samtidig hylder offentligt ansatte«, siger Henning Pedersen, formand for pædagogernes fagforening BUPL.

BNB