Eva Kjer Hansen er blevet offer for en skræmmekampagne, mener foreningen Bæredygtigt Landbrug. Men de tror på, at hun vender stærkt tilbage som statsminister. 

Landmændene i lobbyorganisationen Bæredygtigt Landbrug begræder, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i dag har taget konsekvensen af ugers kritik og rømmet ministerkontoret.

»Der er tale om et justitsmord. Det er en katastrofe, at man sætter en fagligt dygtig og flittig minister på porten, fordi man optaget af at diskutere regnemåder i stedet for realiteter,« siger foreningens formand Flemming Fuglede Jørgensen.

Foreningen, der repræsenterer 4.000 landmænd i Danmark, har været glade for landsmandsdatteren fra Sønderjylland og har fra starten omtalt hende som »superminister.«

Foreningen har ikke haft meget til overs for, at nogle af landets fremtrædende forskere i Berlingske i alvorlige vendinger har kaldt centrale beregninger bag regeringens stort anlagte landbrugspakke for »misvisende« og »kreativ bogføring.« Tværtimod.

»Der er tale om, at politiserende embedsmænd og eksperter har pisket en stemning op, som ikke er reel. Det er hverken et demokrati eller erhvervet værdigt at trække landbruget ned på det niveau. Det er en usaglig skræmmekampagne, at landbrugspakken ødelægger naturen,« siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Flere historier peger på, at foreningen har haft en god portion indflydelse i Eva Kjer Hansens ministerium BT har beskrevet, at ministeren og foreningen har haft et særdeles tæt parløb om udarbejdelsen af et kommissorium for en arbejdsgruppe, der skal udarbejde nye retningslinjer for vedligeholdelsen af de danske vandløb.

Politiken har beskrevet, hvordan departementschefen i Miljø- og Fødevareministeriet har haft tæt kontakt med foreningen. Mailudvekslingerne peger  på, at der er indgået en studehandel om en retssag med foreningen, mener oppositionen.

Foreningen både håber og tror da også på et stærkt comeback til Eva Kjer Hansen. Formanden minder om, at Anders Fogh Rasmussen blev statsminister efter at være trådt tilbage som skatteminister for at have misinformeret Folketingets finansudvalg.

»Jeg har sådan en dejlig tanke, at det før er lykkedes for en minister, der gik af at blive statsminister senere. Med de evner Eva Kjer har, så kan det såmænd godt ende sådan på et tidspunkt. Hun er ekstremt dygtig,« siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Så du mener, at Eva Kjer Hansen godt kan være Venstres næste statsministerkandidat?

»Ja, det er helt sikkert. Hun er en flittig, ansvarsfuld og dygtig politiker.«