Da SF i går skulle have ny formand mødtes omkring 500 SF'ere på partiets konvent i Den Sorte Diamant.

Men en stol på første række stod gabende tom. Det var erhvervs- og vækstminister Ole Sohns stol. Han lå derhjemme med influenza og måtte i stedet på tv se Annette Vilhelmsen blive kåret som ny formand for SF.

Ole Sohn selv meddelte fredag, at han ikke længere ønskede at være minister. Han vil ikke genopstille til Folketinget ved næste valg, men vil fortsætte sit arbejde som folketingmedlem frem til valget.

Ole Sohn har gennem mange år været Villy Søvndals tætte samarbejdspartner. Men influenzaen hindrede ham altså i at deltage i den officielle afskedsreception for Villy Søvndal.