Statsministeriet undersøgte aldrig, om Michael Kristiansen havde den kandidatgrad fra universitet, som han påstod, at han havde.

Det kan B.T. nu fortælle efter, at vi i dagens avis kan afsløre, at Anders Fogh Rasmussens tidligere særlige rådgiver Michael Kristiansen på sit cv. har opgivet en kandidatgrad fra Københavns Universitet, som han slet ikke har.

Michael Kristiansen er i dag vært på sit eget tv-program på TV2 News, Mogensen & Kristiansen, politisk kommentator og direktør i et firma med Michael Ulvemann, der også har rådgivet Anders Fogh Rasmussen.

Ingen cand.phil

I en mail til B.T. skriver Københavns Universitet, at Michael Kristiansen ikke er uddannet "cand.phil i Filmvidenskab" fra universitetet, som han opgiver i dokumentet, som han selv har afleveret i Statsministeriet i forbindelse med sin ansættelse. Ifølge universitetsloven er det ulovligt at benytte en kandidatgrad, som man ikke har. 

I en vejledning fra Personalestyrelsen står at alle ansatte i starten skal aflevere eksamenspapirer for ens uddannelser, når man bliver ansat i staten. Men B.T.s aktindsigt i Statsministeriet viser, at Michael Kristiansen kun har afleveret et eksamenspapir fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Ifølge administrationschef i Statsministeriet, Torben Skovgaard Andersen, er det helt efter den praksis, som de altid har.

- Det er afgørende for ansættelse i staten, at man kan dokumentere sin uddannelsesmæssige baggrund i forhold til indholdet i en stilling samt den overenskomst, man ansættes efter. Dvs. for at blive ansat efter AC-overenskomsten skal man kunne dokumentere, at man har en akademisk uddannelse. Eller hvis man ansættes efter journalistoverenskomsten skal man kunne dokumentere, at man har en journalistisk uddannelse, skriver Torben Skovgaard Andersen til B.T. gennem Statsministeriets presserådgiver.

Ansat som journalist

Derfor har Statsministeriet aldrig undersøgt om, han rent faktisk havde den kandidatgrad, som han sagde.

- I Michael Kristiansens tilfælde blev han ansat som journalist efter journalistoverenskomsten, og han har dokumenteret sin uddannelsesmæssige baggrund fra journalisthøjskolen. Det var udelukkende denne dokumentation, som havde relevans for hans ansættelse i Statsministeriet, siger Torben Skovgaard Andersen.

I dagens B.T. beklager Michael Kristiansen, at han har brugt en kandidatgrad, som han ikke har. Han har derimod en bifagseksamen fra Københavns Universitet.