Jeg er følsom og har let til tårer
Mange mener nok, at Pia Kjærsgaard er en hård negl. Nogle ser hende ligefrem som fjendebillede. Men Pia Kjærsgard er også en følsom sjæl. Og det var derfor hun ikke kunne holde tårerne tilbage, da hun takkede af efter 17 år som leder af Dansk Folkeparti.
Det siger Pia Kjærsgaard i et interview med bt.dk kort efter hendes sidste tale som formand. Vi spurgte, om det er en VO-regering, hun forestiller sig.
- Jeg ved ikke præcis hvad det er for en regering, vi skal sidde i. Men jeg vil gerne aflive myten om, at vi ikke kan sidde i regering. Hvis man ser på dem, der var og dem, der er, kan vi gøre det meget bedre. Og det med at vores EU-skepsis er et problem - det er ikke noget seriøst argument. Det er frækt af andre partiledere - f.eks. Lars Løkke - at afvise os. Vores ministeremner vil overtrumfe mange af dem vi ellers har set. Men vi glider ikke på de bonede gulve. Vi vil ikke til flere hofballer end vi er i forvejen, men hvis der er politisk indflydelse i at være i regering, så skal vi have den ambition, siger Pia Kjærsgaard
Man troede lige, du ville klare dig igennem hele talen uden at bryde sammen i gråd. Og så gjorde du det alligevel. Hvad skete der?
- Jeg klarede den længere, end jeg regnede med. Jeg er et følsomt menneske og har meget let til tårer. Det er ikke fordi, jeg er ked af det. Det var bare så overvældende det hele. De sidste otte linier var lidt svære.
Er du slet ikke bekymret for, om Kristian Thulesen Dahl kan løfte arven - han er jo en helt anden type end dig?
- Nej, for så var jeg ikke gået. Jeg har fuld tillid til, at han kan løfte arven. Det er gået fuldstændig som jeg gerne ville have det. Kristian skal bare være sig selv og fortsætte den politik, vi har kørt de sidste 17 år.
Nu bliver det jo fire kvindelige partiledere fra partierne til venstre og fire mænd til højre?
- Ja men se på hvilke kvinder og hvilke mænd. Se på deres kvalifikationer Jeg har aldrig hyldet princippet om, at man skal kæmpe for at komme frem fordi man er kvinde.Og jeg har ikke været formand i 17 år, fordi jeg er kvinde, men fordi jeg har kæmpet. Jeg orker ikke den feminist-snak.



