Selv om Skat blev svindlet for 12,3 mia. kr., freder skatteminister Karsten Lauritzen sig selv og sin direktør

Endnu en gang ser Skats topchef ud til at klare frisag. Til trods for at danmarkshistoriens største svindelsag udspillede sig på skattedirektør Jesper Rønnow Simonsens vagt, har hans politiske chef, skatteminister Karsten Lauritzen (V) besluttet at frede ham.

Et foreløbigt punktum blev sat sent tirsdag aften, da Bagmandspolitiet oplyste, at den samlede svindel med refusion af udbytteskat fra 2013 til 2015 kan gøres op til 12,3 mia. kr. Da den samlede lovlige og ulovlige udbetaling formentlig kun lå på 14 mia. kr., har 85 pct. af alle udbetalinger været ulovlige.

Alligevel stod det på i to et halvt år. Man undrede sig tilsyneladende ikke over, at opkrævningen af skatter på disse aktieudbytter slet ikke gav nettoindtægter, men tværtimod kun påførte skatskassen helt astronomisk høje tab.

En advarsel i forsommeren 2015 blev overhørt. Først da Skat i august sidste år modtog et tip fra udlandet, reagerede man.

Hvis svindlen var foregået i en privat virksomhed, var direktøren omgående blevet fyret, mener skatteordfører Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance.

»For mig er det uforståeligt, at topledelsen ikke drages til ansvar,« siger han.

Har placeret ansvar

Skatteminister Karsten Lauritzen fastholder dog, at man allerede har placeret et ansvar.

»Fire ledere i Skat er hjemsendt, og der er også et ansvar i den øverste ledelse, ligesom der er et ansvar hos mig som minister og hos mine forgængere, da svindlen er foregået fra 2013 til 2015. Vi har en del af ansvaret. Sådan som tingene ligger, står jeg fast ved det, jeg sagde allerede for et år siden,« siger Karsten Lauritzen.

At du ikke kan undvære din skattedirektør Jesper Rønnow?

»Nej, jeg har sagt at Jesper Rønnow har et ansvar - også for de her ting. Men det jeg vil holde ham ansvarlig på er, at der bliver ryddet op i skattevæsnet og at vi får sikret, at dette her ikke kan gentage sig. Og selvfølgelig: Hvis han ikke lykkes med den opgave, stiller sagen sig anderledes,« siger han.

Har du selv et ansvar?

»Jeg er den øverste ansvarlige for Skat. Selvfølgelig er det også mit ansvar,« siger Karsten Lauritzen.

Mener du selv, at du har udvist rettidig omhu?

»I forhold til hvad der skete i den periode, fra jeg tiltrådte som skatteminister, til der skete noget halvanden måned senere, er svaret ja. Det må jeg sige,« siger han.

Mange mener at statsrevisorernes alvorlige kritik burde have medført fyringer?

»Nu har jeg valgt at være konstruktiv. Med de problemer, der er i skattevæsnet, bliver man nødt til det. Men en gang imellem, når jeg går i seng om aftenen, efter at journalister har stillet mig yderst relevante spørgsmål om ansvarsplaceringen, kunne jeg godt have tænkt mig, at nogle af mine forgængere havde gjort tingene anderledes. Men det har de ikke, og der kommer ikke noget ud af at sparke nedad, så det vil jeg lade være med,« siger han.

Er det noget I har ordnet i mindelighed med Socialdemokraterne?

»Det handler ikke om denne sag, men om Skats generelle problemer. Det er denne sag et billede på. At der har været ført kontrol, men ikke den rette kontrol. Og at der måske ikke har været de rette ressourcer til rådighed. Derfor vil jeg snart fremlægge en investeringsplan for Skat, hvor vi kommer med flere penge, så vi sikrer os, at dette her ikke sker igen. Det havde været rart, om man havde gjort det for nogle år siden. Når det er sagt, tror jeg helt ærligt, at man skal være meget konspiratorisk, hvis man tror på, at der var medarbejdere i Skat, i Skats ledelse, blandt de ansvarlige politikere eller her på Christiansborg, der var vidende om, at der blev svindlet mod Skat for et tocifret milliardbeløb og ikke valgte at gribe ind. Det tror jeg ikke på. Men der er andre ting, hvor man godt kunne have grebet ind og ikke gjorde det,« siger han.

Andre ministre er blevet fyret for mindre. Har du selv overvejet at gå?

»Det skal Folketinget og befolkningen og statsministeren jo vurdere, og det er årsagen til, at jeg ikke har brugt mine kræfter på fortiden. Hvad kommer der ud af det, bortset fra en ansvarsplacering? Jeg er optaget af, hvordan fanden får vi fikset skattevæsnet. Hvordan sikrer vi, at skatteborgerne betaler den skat de skal. Hvis jeg havde meget mere tid, kunne jeg da godt gøre det andet, men det har jeg ikke,« siger Karsten Lauritzen.

Hvad mener du med mere tid? At du så fik tid til at overveje at gå af?

»Nej, nej. Man bliver ikke populær af at være skatteminister. Men når jeg vågner om morgenen, glæder jeg mig til at tage på arbejde. Det gør jeg, fordi der, på trods af alle disse trælse sager, også er områder ,der går fremad. Man møder også en gang imellem en glad og tilfreds borger. Og hvis man møder nogle, der er utilfredse, er det fordi, de betaler for meget i skat. Og det kan vi heldigvis gøre noget ved. Det vil man se, når regeringen fremlægger sin 2025-plan,« siger skatteministeren.