Halvdelen af de adspurgte peger i en ny meningsmåling på, at genoptjeningskravet skal nedsættes fra de nuværende 52 til 26 uger. 16 procent vil have det sat helt ned til 13 uger.

Det er ikke nok at indføre en ny arbejdsmarkedsydelse, som regeringen lægger op til. Der er brug for radikale ændringer af dagpengesystemet, lyder det fra danskerne.

66 procent svarer i en meningsmåling, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4 blandt 2.232 danskere i dagene op til tirsdagens dagpengeudspil, at genoptjeningskravet skal nedsættes markant fra de nuværende 52 uger.

50 procent af de adspurgte peger på, at genoptjeningskravet skal reduceres til 26 uger, mens andre 16 procent anbefaler 13 uger.

Målingen er vand på Enhedslistens mølle.

»Det er åbenlyst, at det er for ufleksibelt og ikke et solidt nok system, som Vestager, Thulesen-Dahl og Lars Løkke (partiformænd for henholdsvis de Radikale, Dansk Folkeparti og Venstre, red.) har fået skruet sammen,« siger Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) til Ugebrevet A4 og tilføjer:

»Stod det til Enhedslisten, skulle dagpengeforringelserne rulles tilbage. Hellere i dag end i morgen.«

Enhedslisten tager torsdag hul på forhandlingerne med regeringen om blandt andet finansieringen af den nye arbejdsmarkedsydelse.

Det er ikke kun »røde« vælgere, der kræver grundlæggende ændringer af dagpengesystemet. Selv blandt danskere, der ville stemme borgerligt eller radikalt ved et valg i morgen, er der opbakning til et opgør med det nuværende genoptjeningskrav. I alt 59 procent af disse vælgere vil forkorte genoptjeningskravet til 26 uger eller endda helt ned til 13 uger.