Mere end 50 procent synes, at regeringen har gjort for lidt for at hjælpe de personer, der står til at ryge ud af dagpengesystemet.

Regeringens indsats for at hjælpe de danskere, der fra nytår er i risikozonen for at miste deres ret til dagpenge, har ikke været god nok. Det mener et flertal danskerne ifølge en meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV2.

53 procent af de adspurgte 1.162 personer siger således, at regeringen enten har gjort »for lidt« eller »alt for lidt« for at hjælpe de pågældende danskere. 26 procent mener, at regeringen har gjort »tilpas«, mens 11 procent er af den holdning, at regeringen har gjort »for meget« eller »alt for meget«.

Ifølge akutpakken fra oktober skal der oprettes 12.500 akutjob inden 1. juli næste år, men i Dansk Metal konstaterer man, at akutpakken ikke virker.

- Hvis jeg skal måle den i dag, så virker den ikke. Den har ikke den effekt, man havde håbet på fra politisk hold og arbejdsgivernes side. Den fungerer ikke. Der er ikke resultater nok. Der er ikke job nok, siger hovedkasserer i Dansk Metal, Torben Poulsen, til TV2.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er ikke enig. Hun har tidligere erkendt, at det går for langsomt med at få oprettet akutjob, men hun fastslår ikke desto mindre, at regeringens plan virker, og at flere allerede er kommet i beskæftigelse via akutjob.

Når det alligevel går langsomt, så skal det blandt andet ses i lyset af den økonomiske krise, siger hun.

- Det er klart, at når den økonomiske situation bliver ved med at udfordre os både i Danmark og i Europa, så er vores problem først og fremmest, at vi mangler arbejdspladser, siger Mette Frederiksen til TV2.

- Men at sige, at de her indsatser slet ikke har nogen effekt, er jeg ikke enig i, lyder det.