Ifølge forsvarsministeren har de danske F-16-fly i løbet af de seneste dage været på vingerne i Irak »et pænt antal gange«, og de har angrebet konkrete mål i landet.

De danske F-16-fly, der er indsat i kampen mod terrorgruppen Islamisk Stat (IS) i Irak, har i løbet af de seneste dage atter bombet mål som led i missionen.

Det oplyser forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i kølvandet på et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn torsdag eftermiddag.

Wammen ønsker ikke at gå i nærmere detaljer om de konkrete missioner, men siger:

»De har været på vingerne et pænt antal gange her de seneste dage, hvor der også er blevet ramt mål i Irak.«

Ifølge forsvarsministeren deltager de danske fly i flere typer missioner, når de letter fra Ahmed Al Jaber-basen i Kuwait, hvor de befinder sig, når de ikke er på vingerne.

Det drejer sig om bombetogter, missioner, hvor man støtter landtropper, og flyvninger, hvor de indhenter de efterretninger, som de kan bruge i forbindelse med fremtidige missioner.

Nicolai Wammen siger desuden i forbindelse med mødet i Udenrigspolitisk Nævn, at han ikke har »informationer om civile ofre i forbindelse med de missioner, som danske fly har været på«.

De syv danske F-16-fly var torsdag i sidste uge på deres første togt i kampen mod IS. Det var dog et fredelig ét af slagsen, hvor der ikke var behov at angribe IS.

Og Forsvarsministeriet oplyste så mandag i denne uge, at de danske fly for første gang havde været på vingerne i et decideret bombetogt mod terrorbevægelsen.

De danske kampfly landede på Ahmed Al Jaber-basen i Kuwait 5. oktober efter en hastegodkendelse i Folketinget, men en række praktiske problemer forhindrede flyene i at gå på vingerne de første 11 dage.