Diskussionen om den dansk-tyske grænse gavner ikke det danske mindretal, mener Sydslesvigsk Forening.

Flensborg. Det kan skade det danske mindretal at genoplive diskussionen om den dansk-tyske grænse, der i flere årtier har ligget stille.

Det mener Sydslesvigsk Forening (SSF)

- Søren Espersens udtalelser om hans drøm om Sydslesvigs genforening med Danmark har vakt stor forundring og ført til en intens debat om dette emne i Slesvig-Holsten, lyder en kommentar fra formand for SSF Jon Hardon Hansen.

- Lad os sige det meget klart: Sådanne udtalelser gavner ikke det danske mindretal, da de bringer det gode forhold, som danskere og tyskere har opbygget i grænselandet i fare, siger han.

Han henviser til, at Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, i et interview med tv-kanalen DK4 siger, at han gerne ser grænsen rykket tilbage til Ejderen.

Jens Christiansen, der er generalsekretær i SSF, mener også, at udtalelserne forstyrrer det gode samarbejde med den tyske nabo.

- Den tillid og troværdighed i den samarbejdsform kan lide skade, hvis nogen, i dette tilfælde fra Danmark, mener, at man skal arbejde på at rykke grænsen sydover, siger han.

Og selv om det blev sagt med et lille glimt i øjet, så er det ikke noget, man pjatter med i en tysk politisk sammenhæng, forklarer han.

- Set i en dansk kontekst kan man godt tage det med et smil.

- Men i Tyskland ser man anderledes på den slags emner. Der er det alvor, når førende politikere fra et andet land begynder at udtale, at det kunne være rart at rykke grænsen.

Jens Christiansen peger også på, at der kommer landdagsvalg i maj.

- Der risikerer vi jo, at de tyske partier navnlig CDU benytter sig af den udtalelse til at angribe det danske mindretalsparti, SSW.

- Og det er jo ikke ligefrem det, vi har behov for lige nu, siger han.

/ritzau/