De danske myndigheder agerede korrekt under sidste års historisk store listeriaudbrud, hvor 17 døde. Det konkluderer en ny ekspertrapport, der dog også kommer med en række anbefalinger til fremtidens indsats.

Der er ikke nogen kritisk finger at sætte på den danske indsats mod listeria, efter Danmark sidste år blev ramt af et omfattende smitteudbrud, hvor 17 danskere døde.

Det konkluderer en ny rapport, som repræsentanter fra fødevareindustrien samt danske og udenlandske eksperter står bag. Rapporten blev bestilt af fødevareminister Dan Jørgensen (S) i forbindelse med det historisk store smitteudbrud.

»Efter det alvorlige listeriaudbrud sidste år var det mig magtpåliggende at få gået den danske listeriaindsats efter i sømmene. Det er nu gjort, og jeg er meget tilfreds med, at de internationale eksperter konkluderer, at der ikke er fundet anledning til kritik af den måde, vi gør tingene på i Danmark,« siger Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Sygdomsudbruddet sidste år skyldtes listeria i pålægsprodukter fra virksomheden Jørn A. Rullepølser, som blandt andet blev serveret på sygehuse og plejehjem. 41 blev smittet under udbruddet, og heraf døde 17.

En redegørelse viste i august sidste år, at Fødevarestyrelsen burde have foretaget hurtigere og grundigere undersøgelser af virksomheden Jørn A. Rullepølser, da sygdomsudbruddet blev kendt i juli.

Men eksperterne har altså ikke kunnet pege på kritiske forhold i den danske indsats, men kommer til gengæld med 23 konkrete anbefalinger til fremtidens indsats.

Blandt andet skal køkkener, der laver mad til risikogrupperne, som omfatter ældre, syge og gravide, samt fødevarevirksomheder have bedre information om listeria, og der skal foretages mere målrettet prøveudtagning og forskes mere i sygdommen.

»Forbrugerne skal kunne stole på, at fødevaresikkerheden er i top i Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden søger at forbedre os. Vi kan være glade for, at vi har et godt system i Danmark, men vi skal ikke bruge denne rapport til at hvile på laurbærrene, men til at blive endnu bedre,« siger Dan Jørgensen.

Fødevareministeren vil på baggrund af rapporten indkalde de politiske partier til forhandlinger om et nyt fødevareforlig, hvor listeriaindsatsen vil indgå.