Eva Kjer Hansen glæder sig over, at EU-Kommissionen lægger op til reduktion i landbrugsstøtten. Men det skal ikke betyde mere national støtte, understreger hun.

De markante udmeldinger fra EU-Kommissionen, der ønsker "betydelige reduktioner" i landbrugsstøtten, glæder fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

- Det er forfriskende, at kommissionen i en tid med økonomiske udfordringer holder fast i det langsigtede perspektiv for en reduktion af landbrugsstøtten, så vi undgår konkurrenceforvridning og får et økonomisk sundere landbrug, siger hun.

Kommissionen vil skære i den udskældte støtteordning for at sikre flere penge til forbedringer af klima og miljø, beskæftigelsesinitiativer samt EU's internationale arbejde.

Danmark har i flere år arbejdet for at afvikle landbrugsstøtten, men kommissionens udmelding vækker ramaskrig i landbrugslandet Frankrig, der arbejder for at forhindre, at landbrugssektoren bliver yderligere afhængig af kunders efterspørgsel i kølediskene.

Den franske formand for Europaparlamentets budgetudvalg, Alain Lamassoure, har da også allerede fordømt forslaget.

- Det kommer sommetider tæt på provokation, siger han ifølge webtjenesten Euractive.

Den danske fødevareminister er da heller ikke positiv over alle elementer i kommissionens udspil. Det lægger blandt andet op til, at en del af landbrugsstøtten fremover kan blive et nationalt ansvar, men det kommer ikke på tale, hvis det står til Eva Kjer Hansen.

- En reduktion af den fælles landbrugsstøtte må ikke føre til øget statsstøtte, hvor landbrugets muligheder afhænger af størrelsen på det enkelte lands statskasse, siger hun.

Kommissionens udmelding er et tidligt udspil forud for en rapport, der i 2011 skal komme med anbefalinger for udviklingen i det europæiske budget. Kommissionen sætter derfor ikke tal på reduktionens størrelse og kommer heller ikke med en dato for, hvornår støtten skal reduceres.

/ritzau/