Det er spild af penge at undersøge grundlaget for Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan, lyder det fra Dansk Folkeparti, der vil holde Venstre op på tidligere udsagn om at lukke Irak- og Afghanistankommissionen.

Luk den og brug pengene på noget andet.

Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti, der vil have den såkaldte Irak- og Afghanistankommission skrottet.

»Vi synes, man skal lukke den og spare skatteborgerne for de penge, det koster. Det er jo noget, der vil tage årevis og binde gode kræfter til at sidde og nørkle med sådan nogle ting,« siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup (DF), til Politiken.

Kommissionen, der blev nedsat af den afgående regering, har til opgave at undersøge og redegøre for baggrunden for den danske beslutning om at deltage i krigen i Irak. Desuden skal den undersøge og redegøre for, hvad danske myndigheder har foretaget sig i forbindelse med tilbageholdelsen af personer under krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan.

Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen (V), og partiformand Lars Løkke Rasmussen (V) har tidligere krævet, at kommissionen drejer nøglen om. Troels Lund Poulsen vil dog ikke over for Politiken tage stilling til spørgsmålet.

Dansk Folkeparti har dog tænkt sig at holde Venstre op på partiets tidligere modstand mod kommissionen.

»Vi har fremsat et beslutningsforslag om det, og det vil vi genfremsætte, hvis regeringen ikke af egen drift indstiller arbejdet i kommissionen. Det er simpelthen spild af skatteborgernes penge,« siger Peter Skaarup til Politiken.