DF har anmeldt rapperen Kidd til politiet for dødstrusler.

Rapperen Nicholas Westwood - bedre kendt som Kidd - får nu en politianmeldelse på nakken på grund af sit voldsomme udfald mod politikerne Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

Det bekræfter partiets presseafdeling over for Berlingske Nyhedsbureau.

Kidds udtalelser faldt i et interview med bloggen A Machine Life, som er lagt på youtube. Her siger Kidd blandt andet:

- Pia K. er fucking klam. Jeg har intet tilovers for hende. Hvis min musikkarriere når dertil, hvor jeg skal gi’ hånd til de der mennesker – jeg spytter. Jeg sværger på mit liv, at jeg spytter Pia K. i ansigtet. Jeg spytter på Morten Messerschmidt, siger han. Og senere:

LÆS OGSÅ: 

- De er så klamme. Det er bunden af bunden. Det er virkelig bunden af bunden. Det er så pinligt for Danmark. Jeg håber, at nogen dræber dem.

Det er ren rutine, at Dansk Folkeparti anmelder personer, der på den ene eller anden måde kommer med trusler.

- Det er fast praksis, at når vi hører den slags trusler, så melder vi det til PET. Det er op til dem at afgøre, om det er terror, drengestreger eller hærværk. Det er de mest kompentente til. Pia er i forvejen under beskyttelse af PET, siger pressechef i Dansk Folkeparti, Søren Søndergaard.

Jeg håber, at nogen dræber dem. Det er usædvanlig groft.

- Je, jeg synes også, at det lyder voldsomt. Men vi får mange trusler. Nogle af dem er ubehjælpeligt skrevet. Jeg er helt tryg ved, at PET vurderer de enkelte tilfælde.

LÆS OGSÅ: 

Partiets formand Pia Kjærsgaard ønsker ikke at kommentere sagen.

På sin Twitter-profil skriver Kidd selv:

- Pia K har anmeldt (mig, red.) på baggrund af en blog, som nogen teenagedrenge laver, jeg var meget fuld, men står ved hvad jeg siger.

Kidd er ikke vendt tilbage på bt.dk's henvendelser.