Dansk Folkeparti er tidligere blevet taget i at bruge en amerikansk familie fra et billedbureau og fremstille det som en dansk familie, og nu koger Facebook over af delinger af deres nyeste annoncekampagne, hvor de har billedmanipuleret en Golden Retriever ind som medlem af en stor familie.

En noget sammenpresset hund og en stor, glad familie Det er på plakaten i Dansk Folkepartis nyeste annoncekampage 'Vores Danmark - der er så meget, vi skal passe på', som hænger rundt omkring på landets togstationer i kæmpeformat.

BT har fundet det oprindelige billede af den Golden Retriever, som Dansk Folkeparti har klippet ind i en ny annonce-kampagne (DF).
BT har fundet det oprindelige billede af den Golden Retriever, som Dansk Folkeparti har klippet ind i en ny annonce-kampagne (DF). Foto: Rasmus Brygger/Shutterstock
Vis mere

Det har fået blogger og debattør Rasmus Brygger til at slå billedet fra annoncekampagnen op på Facebook med en forstørrelse af en dreng i familien, der klapper sin hund, som tydeligvis er manipuleret ind i billedet af et billedbehandlingsprogram.

»Dansk Folkeparti har lanceret en fin ny kampagne. Men det eneste jeg kan tænke på er, hvor akavet den stakkels mini-DF'er holder om sin photoshoppede Golden Retriever,« skriver han.

Opslaget er blevet delt heftigt og har fået næsten tusinde likes på få timer og et hav af kommentarer fra personer, der også har studset over hunden.

Blandt andet skriver Kristian Wagner.

»Der er da også noget galt med størrelsen på den hund. En Golden Retriever der kun går til knæene på en siddende dame, men med hoved på størrelse med drengen. Måske har hunden fået en slags omvendt Sika-virus.«

Og Mogens Johansen replicerer.

»Jeg tror, drengen er ved at mase den ned gennem gulvet.«

»Amatøragtigt«
Også BTs billedredaktør Kristian Djurhuus er ikke i tvivl om, at hunden er blevet manipuleret ind på billedet af familien.

»Der er ikke noget unormalt i manipulationer med billedmateriale til annoncer, men det er usædvanligt, at det er så amatøragtigt lavet. Lyset på hunden adskiller sig markant fra det på familien, og så er den mast sammen, da den åbenbart ikke passede i højden. Drengens arm er placeret underligt, og langs kanten ser det ud til, at hunden er blevet klippet med en hækkesaks,« siger Kristian Djurhuus, som også mener, at det er et problem for annoncekampagnens troværdighed.

»Det skader kampagnens budskab og flytter fokus, når man klippe-klistrer en hund ind på et billede, og gør det så dårligt,« siger han.

BT har fundet det oprindelige billede af hunden hos billedbureauet 'Shutterstock'. Vi har forsøgt at få en kommentar fra Dansk Folkepartis pressechef, men det har endnu ikke været muligt.