Dansk Folkepartis nye gruppeformand i EU-Parlamentet Anders Vistisen nægtede Danmarks Radio et aftalt interview, fordi han mener, de udførte 'revolverjournalistik.' DR er helt uforstående over for kritikken.

Mandag skulle den tidligere kasserer i den udskældte fond Feld Anders Vistisen stå skoleret foran EU-Parlamentet for at forklare sagens forløb. Efterfølgende skulle han have talt med flere medier om mødet, men det er endt i en regulær krig mellem ham og Danmarks Radio, der sammen med Ekstra Bladet har afsløret Anders Vistisens og Morten Messerschmidts omgang med EU-midler.

Spliden er opstået, fordi DR ifølge Vistisen filmede ham gående på gangen på vej til sit kontor i parlamentet lige efter mødet og begyndte at stille ham spørgsmål på gangen.

Og det brød EU-politikeren sig ikke om, siger han til Journalisten.

»Nu har vi prøvet det to gange på en uge. Jeg synes ikke, den form for revolverjournalistik hører nogen steder hjemme. De kan stille præcis de spørgsmål, de vil og bestemmer selv, hvordan de vil bruge svarene. Men vi vil gerne kunne aftale, hvor og hvordan, vi gør det, så man ikke ligger på skjul bag et hjørne i Europa-Parlamentet, som sådan set er min arbejdsplads.«

Han understreger, at han ikke boykotter DR, og at han gerne deltager i interviews fremover, men at han havde fået nok i situationen.

Indholdschef i DR Sandy French er helt uforstående over for kritikken og fortæller til mediet, at Vistisen er filmet på afstand, og at der ingen jagt eller tumult er i det.

»Jeg håber, der var tale om en enlig svale i går, og at Anders Vistisen har lyst til at tale med DR igen. Der kan ryge en finke af panden for alle mennesker, og lad os nu se, om ikke bare det var udtryk for, at formanden for DFs gruppe i Europa-Parlamentet har haft nogle hårde dage. Jeg har ingen grund til at tro, at det her er udtryk for en ny tilgang fra DF til DR,« siger Sandy French.

Men her stopper striden ikke, for også Politiken er blevet en part i sagen. Politiken afviste nemlig af lave et interview med DF-politikeren, fordi han ifølge Politiken ikke ville tale med andre medier, så længe DR var til stede.

»Politiken ville gerne have interviewet Anders Vistisen efter mødet. Men Anders Vistisen nægtede at tale med Politiken og andre medier, så længe Danmarks Radio var til stede. Politiken valgte derefter at takke nej til et tilbud fra DF om at interviewe Anders Vistisen Separat,« skriver Politiken selv i bunden af en artikel om Vistisens møde med parlamentet.

Politikens journalist Per Thiemann kalder det en 'spøjs arbejdsdag i Strasbourg' på Twitter.

Ifølge ham ønskede DR blot at optage nogle dækbilleder af Anders Vistisen til indslaget, mens de ifølge Vistisen begyndte at stille ham spørgsmål, før han havde nået at tænke sig om og tale med sine rådgivere.

Politikens beslutning om ikke at lave interviewet blev taget, fordi avisen ikke mener, DF på den måde skal 'vælge blandt medierne.' Avisens redaktionschef Bo Søndergaard kalder det et 'boycot' af DR fra Dansk Folkepartis side.

Selv kalder Anders Vistisen det for 'noget vås, at jeg straffer DR,' og understreger, at han har stillet sig mere til rådighed for tv-kanalen end mange andre medier.

DRs tv-hold har ikke selv ønsket at udtale sig til Journalisten i sagen.