Mens akvakulturbranchen håber på markant mere fiskeopdræt til havs, så advarer kritikere mod øget forurening.

København. En ny vækstplan fra Folketingets blå blok lægger op til en markant stigning i dansk fiskeopdræt. Både til lands og ikke mindst til havs.

Den danske produktion af opdrætsfisk skal næsten fordobles fra de nuværende 40.000-45.000 tons fisk om året og stige med op til 36.000 tons.

- Vi er glade for planen, som vi mener er både ambitiøs og vidtgående. Især er vi glade for initiativerne for dambrug til lands, siger Brian Thomsen, der er direktør i Dansk Akvakultur.

- I forhold til havbrug er vi mere bekymrede for, om udpegning af nye havbrug reelt ender med at begrænse sig til Kattegat,

For det største vækstpotentiale forventes til havs. Her lægger aftalen op til, at der inden nytår udpeges nye placeringer i Kattegat til havbrug. Desuden skal der ses på muligheden for havbrug i Bælthavet og Østersøen.

- Skal ambitionerne nås, så kræver det nye havbrug i både Kattegat, Bælthavet og den centrale Østersø. Ellers bliver potentialet i vækstplanen langt mindre, end aftalen lægger op til, siger Brian Thomsen.

I alt afsætter blå blok 87 millioner kroner til øget vækst i akvakultursektoren i årene 2016-17.

Aftalen er et led i den omdiskuterede landbrugspakke, hvor der blev afsat en ekstra kvælstofkvote netop til gavn for akvakulturen.

- Det vil ikke alene skaffe eksportkroner til Danmark, det vil også skabe arbejdspladser i vores landdistrikter, hvor produktionen primært er, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en pressemeddelelse.

Aftalen indeholder en bred vifte af tiltag som styrket miljøgodkendelse af de mange dambrug, der stadig ikke har en sådan, frivillige opkøb af ineffektive dambrug og mulighed for overflytning af kvælstofkvoter fra nedlagte dambrug til andre anlæg.

Socialdemokraterne og de øvrige partier til venstre for regeringen er ikke med i den nye aftale.

- Så længe regeringen ikke har styr på kvælstofforbruget i de kommende år, er der ikke rum for at belaste danskernes vandmiljø yderligere, siger fiskeriordfører Simon Kollerup i en skriftlig kommentar.

/ritzau/