Uanset hvem der bliver statsminister, flyver vedkommende i flyvevåbnets nye VIP-fly til 46 mio. kr., når udlandet kalder.

Flyvevåbnets nyeste fly, en Bombardier Challenger CL604, ligner noget, der er en præsident værdig. Måske lige bortset fra størrelsen – en Challenger er ikke noget stort fly. Men indvendigt er Danmarks nyeste statsfly indrettet med lyse lædersæder og aptering i luksusklassen. Der er mødebord og en sofarække til en stab af assistenter ved siden af. På hale-roret er malet Dannebrog og på de to motorer flyets nummer, C-215.

For første gang nogensinde har kongeriget anskaffet et fly, der er bygget til at transportere VIP-passagerer, og efter en omfattende vedligeholdelse på Flyvestation Aalborg er flyet netop meldt klar til brug. Danmarks næste statsminister vil sammen med andre ministre, kongehuset og andre jævnlige kunder hos flyvevåbnet få adgang til et Challengerfly, der ikke først skal skifte konsoller til havmiljøovervågning og fiskeriinspektion ud med stole, inden det kan bruges til passagertransport.

Det begyndte med en defekt motor

Anskaffelsen af et VIP-fly – Danmarks svar på Air Force One – begyndte med en motor, der gik i stykker på Seychellerne 7. oktober 2013. Et af flyvevåbnets Challengerfly var, udrustet som inspektionsfly, netop gået på vingerne fra Seychellerne for at patruljere ud for Somalias kyst i jagten på pirater, da en motoralarm gav lyd fra sig. Venstre motor var kortvarigt blevet overophedet. Flyet returnerede, og en inspektion viste en alvorlig skade på motoren.

Så begyndte balladen. Flyvevåbnet havde ikke Challengerens motortype på lager, da det er en almindelig og bredt anvendt type, som man forventede at kunne anskaffe på markedet, når det måtte blive nødvendigt. I al hast måtte et af flyvevåbnets to andre Challenger hjemme i Aalborg aflevere en motor, som blev fragtet til Seychellerne. Men det viste sig sværere end forudset at finde en anden motor som erstatning for den, der var gået i stykker. Med kun tre fly kunne flyvevåbnet ikke vente på en motorreparation, som ville tage op mod et halvt år.

Derfor besluttede forsvaret at købe to brugte motorer, men da det viste sig muligt at købe ikke blot motorerne, men også det fly, der befandt sig mellem motorerne, slog forsvaret til. Ifølge sælgeren, Hangar 8, blev flyet, der blev bygget i 2001 til VIP-flyvning, udbudt til salg for ni millioner dollar. Inden det havnede hos det danske flyvevåben, havde det haft to ejere.

Fikset i Aalborg

Senest blev det ifølge netoplysninger brugt til charterflyvning i Irland. Ifølge Ingeniøren betalte forsvaret omkring 46 millioner kroner for flyet, der gennem det seneste år er blevet adskilt og vedligeholdt af flymekanikerne ved Aircraft Maintenance Squadron, AMS, i Aalborg.

»Vi er ikke rutinerede i den slags tungere vedligeholdelse, og det nye fly har ikke altid været førsteprioritet ved os. Men det har givet os en masse vigtig erfaring at arbejde med et fly på den måde,« siger chefen for AMS, major Jens Vinther ifølge Værnsfælles Forsvarskommandos hjemmeside.

Det har ikke været muligt at stille spørgsmål til flyvevåbnet om flyets anvendelse og prioritering og om, hvorvidt Flyvevåbnet skal have flere piloter og besætningsmedlemmer til at flyve med det nyistandsatte VIP-fly. Men ifølge forsvarets hjemmeside har Forsvarsministeriet godkendt, at flyet er blevet istandsat og skal bruges til såvel VIP-flyvninger, anden persontransport og til skoleflyvning.

Et fjerde fly i Challengerflåden, der alene skal bruges til passagertransport, vil alt andet lige give større sikkerhed for, at flyvevåbnets øvrige opgaver, der skal løses med Challengerflyene, vil blive gennemført som planlagt.