Dansk Flygtningehjælp, Red barnet og Dansk Røde Kors har fået 15 millioner mere til deres arbejde i det nordlige Irak. Der er hårdt brug for flere midler, siger handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen (S).

»Situationen i Irak udvikler sig dag for dag. Og i de seneste måneder er der kommet 2-300.000 flere flygtninge alene i det nordlige Irak. Der er heldigvis gode, danske NGOer til stede deroppe, og som har mulighed for at gøre noget nu og her, og derfor giver vi dem 15 millioner kroner til at bidrage til at etablere lejre deroppe og uddele nødpakker,« siger han.

Og 15 millioner er et beløb, der kan komme flere tusind til gavn. Og det beløb står ikke alene.

»Danmark har allerede bevilget 32 millioner kroner til indsatsen deroppe. Og dertil kommer også, hvad andre lande bidrager med. Men det her er et beløb, der går direkte til at hjælpe tusinder af familier i det nordlige Irak,« siger Mogens Jensen.

De tre organisationer, der har modtaget pengene, skal primært bruge dem på akut hjælp med mad og hygiejne.

Dansk Flygtningehjælp vil bruge seks millioner kroner på uddeling af vinterudstyr, nødhjælpspakker og kontant bistand til særligt sårbare grupper. Red Barnet får seks millioner kroner til at uddele nødhjælpspakker og sikre bedre vand- og hygiejneforhold samt tilbyde psykosocial støtte til de udsatte børn i Kirkuk, og Dansk Røde Kors får tre millioner kroner til at bidrage til at forbedre vandforsyning og hygiejne i området, oplyser Udenrigsministeriet.

FN har for nyligt udnævnt krisen i Irak til en såkaldt »Level 3-krise«, hvilket er den højeste kategori, der findes. Opgraderingen medfører, at der øjeblikkeligt træder et særligt sæt retningslinjer i kraft, som blandt andet giver konflikten prioritet over andre, når der skal afsættes ressourcer i FN-systemet.

Tre andre kriser i verden, Sydsudan, den Centralafrikanske Republik og Syrien, har lige nu samme prioritet.