En gave til Putin siger Enhedslisten, efter at bredt flertal tirsdag vedtog at sende 200 soldater til Estland.

København. Danmark har i mange år haft et tæt forhold til de baltiske lande og blandt andet bidraget med kampfly til forsvaret af luftrummet.

Nu tager Danmark endnu et militært skridt for at hjælpe de tre baltiske lande samt Polen, der føler sig truet af Rusland.

Et bredt flertal bestående af alle partier undtagen Enhedslisten stemte tirsdag for regeringens forslag om at udsende cirka 200 danske soldater til Natos fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen i 2018.

Soldaterne udsendes til Estland, hvor de i rammen af en britisk bataljon skal være udsendt i 12 måneder.

Udenrigsminister Anders Samuelsen siger i en pressemeddelelse:

- Jeg er glad for, at vi igen kan støtte op om sikkerheden for de baltiske lande og i vores nærområde. Det er et klart signal til omverdenen om, at Danmark står vagt om vores internationale forpligtelser i Nato.

- Og det sender samtidigt et lige så klart signal om solidaritet til vores allierede i Nato, samt at Danmark aktivt vil bidrage til Alliancens sikkerhed, siger Anders Samuelsen.

Det danske bidrag, som udsendes til Estland, er en del af en bredere Nato-indsats, som blev besluttet på Nato-topmødet i juli sidste år.

Anders Samuelsen henviser til, at det blandt andet er Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen, der har fået Nato-landene til at styrke Alliancens "afskrækkelses- og forsvarsprofil".

Enhedslisten stemte som det eneste parti imod udsendelsen. Partiets udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, mener, at dansk deltagelse i "oprustningen i Østersøen", vil øge faren for åben konflikt.

- Det er ikke alene farligt for befolkningen i Baltikum, men også for os her i Danmark.

- Natos udsending af soldater er en gave til Putin. Han har brug for en ydre fjende for at fjerne fokus fra korruption og social uro. Vi mener ikke, at Danmark skal bidrage til at styrke Putin på den måde.

- Tværtimod bør Danmark målrettet forsøge at presse det russiske regime økonomisk gennem en afvisning af Nord Stream 2-gasledningen i Østersøen, siger Nikolaj Villumsen.

Han ærgrer sig over, at SF og Alternativet støtter den danske deltagelse i "våbenkapløbet".

- De to partier har tidligere kritiseret både Rusland og Natos oprustning sammen med Enhedslisten og den nordiske venstrefløj. Desværre har de to partier nu valgt at støtte forslaget fra Løkkes regering, siger Villumsen.

/ritzau/