Netop nu fremlægger Barack Obama og Bill Gates på klimatopmødet i Paris et nyt initativ, der på sigt skal gøre grøn energi billigere og sætte skub i den globale omstilling. Danmark er med i initiativet.

I forbindelse med klimatopmødet COP21 i Paris har USAs præsident Barack Obama samlet 20 lande, blandt andet Danmark, i et initiativ, der skal øge forskningsmidler til bæredygtig energi. Det oplyser Barack Obama og Microsofts grundlægger, Bill Gates, der også deltager i initiativet, mandag på klimatopmødet.

Under navnet »Mission Innnovation« forpligter de 20 lande sig til at øge deres forskningsmidler til bæredygtig energi over de næste fem år. Ifølge en pressemeddelelse fra Klima- og Energiministeriet vil regeringen styrke energiforskningen, så der frem til 2020 afsættes 580 millioner kroner til initiativer, der skal styrke bæredygtig energi.

»Danmark har traditionelt haft en meget stærk position inden for forskning i ren energiteknologi. Det er grunden til, at vi er blevet inviteret til at deltage i »Mission innovation«,« udtaler klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) i en skriftlig kommentar og tilføjer, at han finder det helt rigtigt, at Danmark her sidder med ved bordet:

»Vi hører hjemme blandt verdens førende lande her. Det ved amerikanerne godt. Derfor er det et naturligt selskab for os,« siger han.

Samtidig er det ifølge klima- og energiministeriet en ambition, at der også skal tiltrækkes finansiering fra det private investorer. Blandt andet giver Bill Gates frem mod 2020 en milliard dollar - eller hvad der svarer til små syv milliarder danske kroner - til initiativet, ligesom også Facebooks grundlægger, Marc Zuckerberg, deltager i initiativet.

Formålet er blandt andet at nedbringe omkostningerne til grøn energi, og det er kun virksomheder fra de lande, der deltager i »Mission Innovation«, der kan få adgang til midlerne.

De 20 lande står tilsammen for 75 procent af verdens CO2-udledning fra elproduktion og 80 procent af investeringerne i forskning og udvikling af ren energi, oplyser Klima- og Energiministeriet.