Statsminister Lars Løkke Rasmussen har besøgt Iraks premierminister Abadi i Bagdad og afgivet løfte om støtte.

København. Hospitaler er ødelagte. Vandforsyningen gået i stå og skolerne lukket.

Der er nok at tage fat på for de organisationer, som hjælper i den irakiske by Mosul. Byen er i disse uger centrum for den internationale koalitions kamp mod Islamisk Stat i Irak.

Derfor afsætter regeringen nu 50 millioner kroner til fem danske organisationer, der er til stede i det nordlige Irak.

Det fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i forbindelse med et besøg hos Iraks premierminister Abadi i Bagdad:

- De danske ngo?er spiller en vigtig rolle i at afhjælpe en humanitær krise i og omkring Mosul.

- Pengene vil gå til blandt andet levering af nødhjælp, beskyttelse og undervisning af børn samt adgang til vand og sanitet.

- Dermed kan vi understøtte de humanitære organisationers igangværende arbejde og gøre det muligt for NGO?erne at starte nye projekter til at afhjælpe akutte behov, siger Lars Løkke Rasmussen.

Militært bidrager Danmark både med kampfly og omkring 120 mand, som træner irakiske styrker til kampen.

Men der er også brug for genopbygning, når Islamisk Stat inden for de kommende uger ventes at blive fordrevet fra Mosul.

- Denne humanitære bevilling er en del af den bredspektrede indsats, som Danmark yder for at understøtte fredelig fremgang i Irak, siger Lars Løkke Rasmussen.

Pengene skal gå til umiddelbare humanitære behov for især internt fordrevne irakere, men også til mere langsigtet genopbygning, så det krigsplagede lokalsamfund kan vende tilbage til et normalt liv.

Det skønnes, at 80.000 mennesker foreløbigt er drevet på flugt omkring Mosul. Og tallet ventes at stige.

Langt hovedparten har søgt tilflugt i lejre, men en del er indkvarteret i lokalsamfund omkring byen.

/ritzau/