Den såkaldte dagpengekommission kan ikke foreslå egentlige lempelser af dagpengereglerne. Statsminister Helle Thorning-Schmidt beskyldes for at oversælge dens muligheder.

Der bliver ikke tale om samlede lempelser på dagpengeområdet, når den dagpengekommission, regeringen nedsatte i juni i år, barsler med analyser og forslag til et »moderne, fleksibelt og robust« dagpengesystem.

Sådan lyder det nu fra flere eksperter, der hæfter sig ved, at SR-regeringen har indføjet håndfaste betingelser i kommissoriet, der reelt umuliggør egentlige lempelser. Det skriver Berlingske.

»Ensidige lempelser i dagpengesystemet er helt udelukket med de krav, regeringen har udstukket for kommissionens arbejde. Samlet set kan ingen forvente noget, der kan betragtes som lempelser,« siger professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen.

I det tre sider lange opdrag til kommissionen lyder en klar og ufravigelig betingelse for kommissionens anbefalinger, at de ikke må »forværre den strukturelle ledighed« eller »beskæftigelse«, ligesom anbefalingerne fra kommissionen ikke må »svække de strukturelle offentlige finanser eller den finanspolitiske holdbarhed«.

Det er ifølge tidligere vismand og nuværende professor i økonomi Torben M. Andersen et klart politisk signal om, hvad der efter kommissionens arbejde overhovedet er politisk muligt, og hvad kommissionens medlemmer derfor må pejle efter.

»Der er ingen tvivl om, at de har lagt begrænsninger ned over arbejdet, fordi man vil sikre et fokus på de politiske afvejninger, der følger efter kommissionens arbejde. Det nytter ikke noget, at de hæver sig over det, der er politisk realistisk,« siger han.

Det stramme kommissorium står i stærk kontrast til de forventninger, som både regeringen og fagbevægelsens top de seneste dage har lagt i kommissionens arbejde. På partiets sommergruppemøde i Helsingør tirsdag i denne uge måtte særligt statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) gentagne gange forholde sig til de krav om forbedringer og lempelser på dagpengeområdet, der fra flere sider tårner sig op foran regeringen forud for efterårets finanslovsforhandlinger.

»Vi har nedsat en dagpengekommission, fordi vi vil have en samlet diskussion om, hvordan vi kan få et bedre dagpengesystem. Her er det en god idé ikke at lave forhastede løsninger, som den tidligere regering gjorde,« lød det fra statsministeren, der onsdag fik opbakning fra LOs formand, Harald Børsting, til at afvente kommissionen.

Men at det skulle være muligt at få et bedre dagpengesystem på baggrund af kommissionens arbejde, kalder regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, nu for »falsk varebetegnelse«.

»Den dagpengekommission, som regeringen hele tiden bruger som undskyldning for ikke at gøre noget, kan ikke bruges til noget som helst. Thorning ved jo godt, at de kun kan forbedre noget, hvis de samtidigt forringer på et andet område,« siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) og fortsætter:

»Regeringen har ikke kun skubbet problemet ud i fremtiden. De har sikret, at der ikke kan komme en reel og god løsning i slutningen af 2015. Derfor skal vi handle nu«.

Regeringen besluttede i maj 2013, at der skulle nedsættes en kommission, der skulle kigge på det samlede dagpengesystem. Det skete samtidig med, at regeringen efter massivt pres vedtog en mildere indfasning af den dagpengereform, som Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og de Radikale havde vedtaget i 2010.

Ifølge flere kilder i og tæt på regeringen var de stramme rammer for kommissionen et ufravigeligt krav fra de Radikale, der ikke ønsker sig mere permanente lempelser på området, der kan svække regeringens økonomiske 2020-planer.

»Dagpengereformens intentioner var jo at skaffe flere i arbejde hurtigere. Derfor vil det ikke give mening, hvis tiltagene fra en kommission betyder en lempelse. Dagpengereformen skal bevare sin effekt også efter 2015,« siger arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq (R).

Hos Socialdemokraterne er der derimod store forventninger til arbejdet

»Vi er sikre på, at vi får et bedre system,« siger politisk ordfører Maja Panduro (S).

Spørgsmål: Hvorfor har I lagt de her bånd på kommissionens arbejde?

»Vi vil ikke have en højere ledighed, en lavere beskæftigelse eller en dårligere økonomi. Det synes jeg ikke, er sindssyge krav«.

Dagpengekommissionens formand, Nina Smith, ønsker ikke at deltage i den aktuelle debat om dagpenge, men siger til Berlingske:

»Vi har et kompliceret dagpengesystem, og vi vil arbejde for forenklinger og afbureaukratiseringer. Reglerne skal fremtidssikres. Jeg har en optimistisk tro på, at vi inden for de rammer, der er udstukket, kan finde løsninger, de fleste vil finde ganske fornuftige«.

Kommissionen skal være færdig ved årsskiftet 2015/2016 – altså på den anden side af det folketingsvalg, der senest skal være afholdt i september 2015.