En udgift på 600-800 millioner kroner får ikke Dansk Folkeparti til at ændre på kravet om, at genoptjeningskravet skal halveres.

Genoptjeningskravet skal halveres, så nogle af de ledige, der er faldet ud af dagpengesystemet, kan få hjælp.

Udsigten til en regning på 600-800 millioner kroner får ikke Dansk Folkeparti til at ændre på det krav. Genoptjeningskravet skal halveres.

»Det ligger umiddelbart inden for rammerne af det, som vi i Dansk Folkeparti også havde tænkt, at det ville koste. Og vi ser også muligheden for at lave en aftale mellem de partier, der har rådet regeringen til at lave den her ændring, meget hurtigt,« siger gruppeformand Peter Skaarup (DF).

Enhedslisten og SF har også presset på, for at regeringen skal ændre genoptjeningskravet fra 52 til 26 uger, som det var, før dagpengereformen trådte i kraft.

»Så opfordringen til finansminister Bjarne Corydon er, at han skal indkalde de partier, der er interesserede, så vi kan lave en hurtig aftale om det her,« siger Peter Skaarup.

Han understreger, at en halvering af genoptjeningskravet stadig er »en højt prioriteret opgave«, lige meget om det kommer til at ske via finansloven for 2015 eller et sideløbende forhandlingsforløb.

»Der er brug for håb for de mennesker, der er faldet ud af dagpengesystemet. Vi kan hjælpe nogle af dem med en aftale på det her område, og så kan vi give håb til mange af de andre, der er havnet i en ulykkelig situation,« siger Peter Skaarup.

Det er beregninger fra Finansministeriet, der viser, at den statslige udgift for en halvering af genoptjeningskravet vil ligge på 600-800 millioner kroner, men at skønnet kun omfatter de direkte merudgifter til forsørgelse samt lavere beskæftigelse hos den gruppe af fuldtidsforsikrede personer, der ikke lever op til genoptjeningskravet på nuværende tidspunkt. Og at det kan få større og bredere økonomiske konsekvenser.