Det er meget muligt, at regeringen kan lande delaftaler med Dansk Folkeparti i forbindelse med finansloven for næste år, lyder det fra finansminister Bjarne Corydon.

Da finansloven for 2012 sidste år skulle forhandles på plads, blev det til bare et enkelt møde mellem Dansk Folkeparti og regeringen.

Men i år er situationen anderledes.

Onsdag morgen har Dansk Folkeparti været til sættemøde i Finansministeriet, og partiet bliver inviteret til forhandlingsbordet igen, lyder det fra finansminister Bjarne Corydon (S), der ser muligheder for at lande delaftaler med Dansk Folkeparti.

- Jeg synes jo faktisk, der er en grundlæggende åbning for, at man gerne vil diskutere visse aftaler med regeringen, siger Bjarne Corydon efter mødet med Dansk Folkeparti, der dog ikke vil pege på, hvor der er muligheder.

- Jeg har svært ved præcist at afgøre på baggrund af det møde, vi har haft her til morgen, hvor det præcist kan lade sig gøre, men jeg vil afsøge det seriøst. Vi har ikke noget overhovedet, der principielt afholder os fra at lave aftaler med Dansk Folkeparti, det har vi også vist i det år, der er gået, siger han.

Dansk Folkeparti havde blandt andet et forslag om at lave en hurtig kontanthjælpsreform med til finansministeren. Det samme lyder ønsket fra Venstre, der tirsdag aften var forbi Finansministeriet, men om det er en vej at gå er endnu for tidligt at sige, mener finansministeren.

- Det må vi se, når vi kommer videre i forhandlingerne. Det er jo på vores tegnebræt, at vi skal lave en kontanthjælpsreform, så det kommer vi helt sikkert på den ene eller den anden måde tilbage til, siger Bjarne Corydon.

Dansk Folkeparti ønsker også at udskyde dagpengereformen, men det har Bjarne Corydon svært ved at tage seriøst.

- Jeg har for at være helt ærlig svært ved at tage de signaler, der kommer om dagpenge fra Dansk Folkeparti alvorligt. Når dagpengereglerne er ændret, og når vi har en udfordring omkring nytår, så er et jo, fordi Kristian Thulesen Dahl selv bragte det forslag på banen og fik det gennemført med den tidligere regeringen, siger Bjarne Corydon.