Tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) er enig med statsministeren i, at der er behov for et opgør med alderstyranniet på arbejdspladserne.

- Der har jo desværre i mange år været en ungdomsfiksering, og den har påvirket holdningen hos mange ældre. Samtidig har vi belønnet efterlønsmodtagere for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Begge dele står i skrigende kontrast til, at vi bliver sundere, lever længere og faktisk har brug for de ældres erfaring og ekspertise på arbejdsmarkedet. Det er jo tordnende dumt at sige nej til seniorerne, når vi står overfor en enorm demografisk udfordring, hvor der bliver flere og flere ældre og samtidig færre til at forsørge dem, siger Claus Hjort Frederiksen (V).

Han peger også på, at der er undersøgelser, der viser, at ældre gerne vil fortsætte på arbejdsmarkedet, hvis bare arbejdsgiveren udtrykker ønske om det.

- Det handler helt banalt om, at arbejdsgiverne seriøst skal pleje, nurse og lokke ældre medarbejdere til at blive. Det kan handle om en ugentlig fridag, en ekstra uges ferie eller muligheden for at aflevere barnebarnet i børnehaven. Det handler om at tale sammen og gøre op med det tabu, der har hersket på arbejdspladserne om seniorerne, siger Claus Hjort Frederiksen.