Trafikekspert kritiserer beslutning om at bygge for 15 milliarder metro cityring for forhastet og for at overse de største trafikproblemer i hovedstaden.

Københavns kommende metro cityring til mindst 15 mia. kr. er besluttet på et løst grundlag, og den løser ikke de trafikale problemer.

Trafikforsker Alex Landex, DTU's Center for Trafik og Transport, kritiserer beslutningen for at være truffet uden, at et seriøst alternativ i form af den langt billigere og i mange tilfælde hurtigere letbane er undersøgt ordentligt.

- I meget runde tal koster en metrostation en halv milliard kroner, og en kilometer metro koster 300 mio. kr. En kilometer letbane i høj kvalitet koster 200 mio. kr. med det hele. Alene forskellen på, hvor meget bane man får for pengene, burde have resulteret i en bedre analyse af alternativer, siger Alex Landex.

Alex Landex efterlyser en overordnet plan for trafikken i hele hovedstadsområdet i stedet for kostbare hovsaløsninger som for eksempel cityringen og udbygningen af Køge Bugt motorvejen, der fører endnu flere biler ind til København.

/ritzau/