Nej-siden er nu for alvor ved at tage føringen forud for folkeafstemningen torsdag, og der er lagt op til et utroligt tæt løb, få dage før danskerne skal afgøre retsforbeholdets skæbne.

En Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken viser mandag for første gang, at nej-siden fører over ja-siden. 40 procent af de adspurgte vil stemme nej til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, mens 35 procent vil stemme ja.

Dermed lægger Megafon-målingen sig i slipstrømmen af flere andre målinger, der har givet nej-siden føringen. En Gallup-måling foretaget for Berlingske viste lørdag, at 38 procent vil stemme nej ved folkeafstemningen, mens 34 procent vil stemme ja.

Samtidig viste en Norstat-måling foretaget for netavisen Altinget torsdag, at 41 procent tilslutter sig nej-siden, mens 34 procent vil stemme ja.

Det er få procentpoint, der adskiller ja- og nej-siden, og der er dermed tæt ved dødt løb mellem de to fløje.

Gruppen af tvivlere har hele vejen igennem valgkampen været stor, og der er stadig også en stor del af danskerne, der endnu ikke har besluttet sig for, hvor krydset skal sættes.

I den nye Megafon-måling svarer hver fjerde - 25 procent - at de stadig er i tvivl. En Gallup-måling i mandagens Berlingske viser desuden, at hver anden dansker - 48 procent - ikke føler sig klædt godt nok på til at stemme torsdag.

Venstre, Socialdemokraterne, de Radikale, SF, de Konservative og Alternativet anbefaler et ja ved folkeafstemningen, mens Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten opfordrer danskerne til at stemme nej.