Antallet af danskere, der mister dagpenge som følge af dagpengereformen, er chokerende højt. Det viser en ny opgørelse fra a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke, skriver Ekstra Bladet.

Alene i marts i år har 13.000 mistet deres dagpenge, og AK-Samvirke vurderer, at op til 30.000 kan miste deres dagpenge inden årets udgang.

Det er væsentligt flere end de 2-4.000 personer, som man mente ville blive ramt, da reformen blev vedtaget.

- Vi nærmer os noget, der kan blive vor tids største kommafejl, siger Verner Sand Kirk, der er direktør for AK-Samvirke. Han mener, at der fra politisk side bør laves et indgreb for at mindske problemet. 

Og han er ikke den eneste.

- De nye tal viser, at det her er ravende galt. Regeringen kan ikke blive ved med at lukke øjnene. Nu kræver vi en plan B. En redningsplan hvor kommunerne sikre job til de 12.700, der er faldet ud – og til dem som vil falde ud inden 1. juli, siger arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl fra Enhedslisten til eb.dk.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) erkender overfor eb.dk, at de mange, der mister dagpenge, udgør et reelt problem. Hun forklarer dog, at det er velkendt, at regeringen ikke har til hensigt at ændre på dagpengereglerne.