Oppositionen fører, men ikke længere ret meget, viser en ny meningsmåling.

Et komfortabelt vælgerforspring for oppositionen er på to uger forvandlet til næsten dødt løb mellem rød og blå blok.

I en meningsmåling, som Voxmeter ekstraordinært har lavet for Ritzau, opnår oppositionen 50,5 procent af stemmerne. Den blå blok får opbakning fra 48,6 procent af de godt 1000 adspurgte i målingen fra ugen op til 1. maj.

Resultatet svarer til en mandatfordeling på 89-86 i rød favør mod 96-79 for to uger siden - altså umiddelbart før forhandlingerne om regeringens 2020-plan for alvor gik i gang.

Ifølge målingen taber alle oppositionspartier terræn, undtagen Enhedslisten. Især Socialdemokraterne må vinke farvel til vælgere.

Partiet går 2,2 procentpoint tilbage i forhold til for to uger siden, men det får ikke partiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, til at ryste på hånden:

- Jeg vil gerne se nogle flere målinger, der viser samme tendens, før jeg konkluderer noget, siger han.

Forhandlingerne om regeringens 2020-plan - der skal finde 23 milliarder kroner på statsbudgettet inden de kommende ni år - blev skudt i gang kort før påske. Hovedpunktet for regeringen er en gradvis afskaffelse af efterlønnen.

Socialdemokraterne afviser at afskaffe efterlønnen, men er fortsat med i forhandlingerne, og regeringen har gentagne gange kritiseret S og SF for ikke selv at fremlægge en samlet milliardplan.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, tager målingen med glæde og forsigtighed.

- Den viser, at der er opbakning til ansvarlig økonomisk politik. Hvis vi skal have råd til velfærd i fremtiden, så er der behov for reformer, siger hun.

I den politiske kommentatorboks mener tidligere SF-rådgiver Peter Goll, at regeringens offensiv har virket, hvis målingen bekræftes af andre målinger.

- Så har den en god chance for at genvinde magten, siger han.

Tror du, at regeringen har en chance for at genvinde magten?

Deltag i debatten herunder

/ritzau/