Sådan siger chaufføren, som kørte Lars Løkke til både cykling og kiropraktor.

En ny sag om tvivlsom brug af Venstres midler rammer nu partiformand Lars Løkke Rasmussen.

Helt konkret har Venstres partikasse i flere tilfælde betalt kørsel, som grænser til privat, for Lars Løkke og i et konkret tilfælde også hans hustru Sólrun.

De nye oplysninger står i portrætbogen ’LLR’, der udkommer mandag og udgives af Berlingske Media.

I bogen fremgår det, at Lars Løkke Rasmussen efter valget i 2011 i kort tid fik stillet Venstres internationale sekretær, Niels Kirkegaard, til rådighed som chauffør i et ’rimeligt omfang’.

- Vi havde ikke nogen samtaler om, hvorvidt det kunne være privat kørsel. Jeg kørte bare derhen, som jeg blev bedt om, siger Niels Kirkegaard til BT.

Kørte konen til Jylland

Lars Løkke får eksempelvis betalt kørsel fra Græsted til kiropraktor i Rødovre, inden han skal på Christiansborg, samt kørsel til cykling i Ballerup Super Arena.

Niels Kierkegaard fik ligeledes til opgave at køre Sólrun til Jylland fra København.

I bogen beskrives den konkrete episode:

’Den 10. september skal Sólrun mødes med Lars Løkke i Fredericia, hvor han har talt ved et stort valgrally for Venstres Ungdom. Niels Kirkegaard har fået til opgave at samle Sólrun op ved middagstid ved Holmens Kirke i indre København og herefter fragte hende til Fredericia Idrætscenter, hvor hun mødes med sin mand.

Efter at have sat Sólrun af kører den internationale sekretær tilbage til Nordsjælland.

For sin ulejlighed får Niels Kirkegaard 3,67 kroner for hver af de 450 kilometer til dækning af benzin, brobizz og slitage. I forvejen har Niels Kirkegaard knoklet som en gal i valgkampen. Den 1. oktober er han oppe på 225 timers overarbejde, som bliver overført til næste måned, står der i bogen ’LLR’.

- Jeg fik at vide, at jeg skulle køre for Løkke i min fritid udover mit normale fuldtidsarbejde. Vores overarbejde i Venstre blev ikke udbetalt, men gik bare i nul ved årsskiftet, siger Niels Kirkegaard til BT.

Kørselsgodtgørelse

Ifølge bogen indgår både turen til Fredericia med Sólrun og omvejen til kiropraktoren i Niels Kirkegaards kørselsregnskab til partiet. Pengene bliver herefter udbetalt som skattefri kørselsgodtgørelse. Ifølge skattereglerne skal kørslen være erhvervsmæssig, ellers er kørselsgodtgørelsen ikke skattefri.

Skatteekspert i Advodan, advokat Søren Aagaard, fortæller, at sådan kørsel skal være erhverv.

 

- Privat kørsel, som betales af en arbejdsgiver, og som ikke vedrører kørsel mellem hjem og arbejde, er skattepligtigt. Kørsel til eksempelvis lægen eller kiropraktor er at regne for privat, siger han.

Niels Kirkegaard må i oktober måned sige fra på grund af arbejdspresset og får i stedet ansat sin nevø som chauffør. Venstre køber en Skoda Superb, som chaufføren skal bruge til at fragte Løkke til og fra Græsted.

Økonomichefen i Venstre Frank Ramsing får til opgave at lave en ordning, så Løkke ikke skal beskattes. Chaufføren ender i stedet med at blive beskattet af bilens værdi, da han skatteteknisk får den stillet til rådighed som firmabil. Det vil sige, han skal betale cirka 7.000 kr. om måneden i skat af sin løn på 25.000 kr. Samtidig indskrives det i kontrakten, at Løkke bare skal sende en sms, så skal chaufføren hente ham.

80 timers arbejdsuge

Chaufføren oplever uger på helt op til 80 timers arbejde, og efter et halvt års arbejde bryder han sammen og må lade sig indlægge.

- Omkring påske har chaufføren været ansat i seks måneder, da hans krop siger fra som følge af stress, søvnmangel og den tiltagende angst for den næste sms fra formanden.

En dag må Løkkes chauffør parkere Venstres Skoda Superb uden for sin lejlighed i Valby, mens hans far får ham indlagt frivilligt på den psykiatriske afdeling i Hvidovre med et sammenbrud. Her ligger han i to uger, inden han får lov at komme hjem, står der i ’LLR’.