Charlotte Bircow har meldt sig som den seneste i rækken af danske kendisser, der vil vælges ind i Folketinget ved næste valg. Fitnessdronningen vil tirsdag aften forsøge at blive opstillet for Liberal Alliance.

Knap har støvet lagt sig efter provodigteren Yahya Hassans maratonpressemøde, som skulle kickstarte hans politiske karriere, før et nyt, kendt ansigt også melder sin interesse i at stille op.

Charlotte Bircow stiller op for Liberal Alliance. Det bekræfter Liberal Alliances formand i Københavns Omegns Storkreds, Martin Peter Nilsson over for eb.dk.

»Det er korrekt. Hun er med på opstillingsmødet i aften,« siger Martin Peter Nilsson til eb.dk.

Helt konkret skal Charlotte Bircow på et møde tirsdag aften godkendes af kredsens medlemmer, før hun kan kalde sig folketingskandidat for Liberal Alliance.

Hun vil dog få en hjælpende hånd til mødet, da medlemmerne vil få anbefalet Bircow og en anden kandidat, fortæller Martin Peter Jensen.